468 / 604
219
saadanne Dokumenter, der ej herved erhverve større
Retskraft, end de ellers vilde have, men han anser
det i alt Fald for vist, a t Lovgiveren ikke bør give
nogen Anledning til a t lade en Kjøbekontrakt tinglæse,
saafremt ingen Virkning dermed var forbunden, og en
saadan Anledning formenes Loven a t give, naar den
nævner Kjøbekontrakters Tinglæsning som en væsentlig
Retshandling ved Siden af de Tinglæsninger, som ellers
ere fornødne for, a t et Dokument kan opnaa sin Virk
ning (jfr. nu Frd. 28. Marts 1845 § 11). — Hvad der
saaledes gjælder om tinglæste Kjøbekontrakter, maa,
efter hvad 0. bemærker, ogsaa gjælde om tinglæste
Mageskifte- og Gave-Kontrakter, og dernæst antager
han, a t det Anførte analogisk maa anvendes paa For
skrivninger, hvorved Nogen til Fordel for en Kreditor
forpligter sig til ikke a t pantsæ tte sit Gods i Alminde
lighed eller visse Ejendomme i Særdeleshed til tredie
Mand, uden dog endnu a t give tredie Mand Pante
rettighed.
En saadan Forskrivning antages nemlig
ikke, i Tilfælde af Død eller Fallissement, a t give
nogen Fortrinsret fremfor andre simple Kreditorer,
ligesom disse ogsaa antages a t maatte kunne gjøre
Execution i det i Forskrivningen omhandlede Gods,
men derimod antages de Afhændelser eller Pan tsæ t
telser, som ere skete efter Dokumentets Tinglæsning,
ikke a t kunne komme den Kreditor, der har erhvervet
Forskrivningen, til Skade, hvorved det dog maa be
mærkes, a t 0. kun kan antages a t have tæ nk t paa
Afhændelser og Pantsæ ttelser af den faste Ejendom.