464 / 604
215
læsning af Skjøder og Pantebreve, og a t den ældre
Panthaver i Almindelighed ikke kan omstøde et senere
Fæstebrev, forsaavidt dette angaar en under det egent
lige Fæstegods hørende Ejendom, eftersom Bortfæst
ning af de Bønderjorder, som høre under et samlet Gods,
ikke er en vilkaarlig men en lovbefalet Anvendelse af
samme, hvori ingen Pantsæ ttelse kan gjøre Forandring,
ligesom og Enhver ved, a t sligt Gods skal bortfæstes,
og a t det i det mindste til en vis Grad staar i Ejerens
Magt a t forringe Ejendommens Værdi ved ufordelagtige
Fæstevilkaar. Naar derimod en Selvejer eller Arve
fæster bortfæster den ham tilhørende Bondegaard, er
Forholdet, efter hvad han bemærker, et andet, idet
han selv kan drive Gaarden, hvad ogsaa rnaa anses
for det sædvanlige, og der derhos i PI. 7. Juni 1806
er hjemlet Adgang til a t erholde Dispensation fra Be
stemmelsen om Bortfæstning.
Med Hensyn til Laan til Brug antog 0. (Hdb. 5. B.
p. 403), som bekjendt, a t Laantageren ikke var tinglig-
retlig beskyttet.
Som allerede tidligere p. 153 bemærket, antog
de ældre Forfattere G, — i Overensstemmelse med ældre
Fremstillinger af tysk Ret, — a t Servituter ikke
blot kunne gaa ud paa, a t Ejeren af den tjenende
Ting skal taale Noget eller undlade Noget, men ogsaa
paa, a t han skal gjøre Noget; med Hensyn hertil op
stilledes tidligere ved Siden af personlige og reelle
Servituter de saakaldte blandede, som netop skulde
bestaa i, a t Ejeren af den tjenende Ejendom skulde
gjøre Noget til Fordel for den Berettigede. Med Hen
syn til disse blandede Servituter bemærker 0 . 2) først,
0 Dons 2. D. p. 265—266, Kongsløv 2. B. p. 32/, iNørrøgaard
§ 627 og § 630 og Hurtigkarl 2. D. 1. B. p. 385 ff.
2) Jfr. j. A. Nr. 25 p. 163, A. f. R. 6. B. p. 338 og Hdb. 4. B.
p. 643-645.