466 / 604
217
Særdeleshed Hoveri- og Tiendelovgivningen næppe kan
tilstede, a t en Ejer bebyrder sin Ejendom med alle
Slags Forpligtelser til a t give eller gjøre Noget, hvorved
denne Ejendom kan komme i et afhængigt Forhold af
en anden; men ligesom han (Hdb. 4. B. p. 193—194)
anser det for utvivlsomt, a t en Ejendom maa kunne over
drages imod en aarlig Afgift, og a t der ligeledes af en Ejer
maa kunne tilstaas Nogen, helst en offentlig Stiftelse,
en uforanderlig Afgift af hans Ejendom, saaledes mener
han, a t det Forhold, som finder Sted ved Jords Over
ladelse til Arvefæste, egentlig ikke er forskjellig her
fra, naar Bortarvefæsteren, foruden Afgiften, ingen
anden Myndighed tilegner sig over Gaarden.
Til de begrænsede tinglige Rettigheder henførte
0., som tidligere berørt, ogsaa tinglæste Kjøbekon-
trak ter og andre lignende tinglæste Kontrakter an-
gaaende faste Ejendomme. Dette har han nærmere
begrundet, og Virkningen af saadanne Kontrakter har
han nærmere bestemt i en oprindelig i j. A. Nr. 5 (1805)
p. 176—185 og senere i A. f. R. 2. D. p 379—387 op
tagen Afhandling „Om Virkningen af Kjøbecontracters
Læsning med Hensyn paa tredie Mand“. 0. bemærker
her, a t en Kjøbekontrakt ikke, i Medhold af vore Love, er
nok til a t stifte Ejendom over urørlige Ting, idet der
hertil maa fordres et tinglæst Skjøde (jfr. 5—3—28,
29 og 33 N. L. 39, 40 og 44 og forskjellige senere
Anordninger, der opstille Skjødet og Kjøbekontrakten
som to forskjellige Dokumenter, t. Ex. Frd. 25. Mai
1804 §§ 2, 3 og 14, Frd. 9. Juni 1812, Sportel-Regi. 22.
Marts 1814 §§ 64 og 65); fremdeles antager han, a t
Kjøberen maa staa tilbage for Skjøder og Fantebreve,
som ere udstedte før Kjøbekontraktens Tinglæsning,
skjøndt de senere blive læste til Tinge, og a t Kjøberen
heller ikke kan præjudicere en Lejetager i den Brugs
ret, denne har erhvervet for usædvanlig lang Tid,
uagtet Lejekontrakten ej er tinglæst, eftersom det