471 / 604
222
Moment, idet nemlig den Omstændighed, a t aktuel
Overleverelse faktisk kommer til, ikke hindrer et Pan t
i a t være Underpant, men a t det afgjørende er, om
Pan teretten s t i f t e s v e d T in g e n s O v e r l e v e r e l s e
eller ikke. Hvad dernæst angaar Pan t til Brugelighed,
bemærker 0. (Hdb. 6. B. p. 80), a t „det er en Pan tets Ind
deling i Underpant og haandfaaet P a n t . . . aldeles uved
kommende Omstændighed, om Creditor tillige har faaet
Adgang til a t bruge den pan tsatte Ting eller ikke“.
„Hermed“, siger han, „forandres In tet i Pan tets Charac-
teer; om det enten skal ansees som Underpant eller
som haandfaaet P an t, beroer ganske paa sammes
øvrige Egenskaber“. Med Hensyn særlig til, a t Hurtig
karl, som berørt, vilde indordne alt Pan t til Brugelig
hed som en Underart af Haandpant og derved kom
til a t rejse Tvivl om, hvorvidt der til Stiftelsen a f
saadant Pan t i en fast Ejendom kræves Tinglæsning,
paaviser 0. (Hdb. 6. B. p. 245-246), a t (villiesbestemt)
P an t i en fast Ejendom efter vor Eet ikke, være sig
under Navn af Haandpant eller af Pan t til Brugelighed,
kan stiftes ved Overlevering, men kun ved tinglæst
Dokument. Han skriver herom Følgende: „Sandt er
det, a t 5—7—7 meget vel kunde construeres saaledes,
a t de Ord „som ikke i Hænde leveres“ skulde være a t for-
staae med Hensyn til alle de sammesteds nævnte Gjen-
stande, altsaa ogsaa Huus, Jord og Grund. Men Artiklen
taaler ogsaa en anden Construction, og denne vinder
endog allerede fra Ordfortolkningens Side Styrke derved,
a t der, efterat hine tre Gjenstande ere nævnte, kom
mer et dobbelt „eller“, først foran „Skib“ og siden
igjen foran det Ord „Andet“, til hvilken Udtryksmaade
der aldeles ingen Anledning va r, saafremt alle de
nævnte Gjenstande skulde paa lige Maade være den
strax efter følgende nærmere Bestemmelse undergivne.
Da Ordføiningen saaledes i det mindste tillader flere