477 / 604
228
■træde i Debitors Sted og ikke kunne fordre anden
Eet end den, som tilkom denne selv, nemlig a t faa
Godset tilbage, imod a t betale den derpaa hæftende
Sum med vedbørlige Renter og de allerede paaløbne
Omkostninger, eller, naar det, i Mangel af Gjældsfor-
pligtelsens Tilfredsstillelse, skal realiseres, da a t forlange
Realisationen foretagen paa lovlig Maade og det even
tuelle Overskud bragt ind i Boet. „At Boet“, fort
sæ tter han, „skulde kunne gjøre Paastand paa a t
komme i Besiddelse af Pan tet uden a t betale hvad
derpaa hefter, for selv a t foranstalte det realiseret, og
deraf betale Gjælden, vilde være a t vende op og ned
paa det hele Retsforhold, og a t skille Creditor ved de
Midler til sikker og prompte Betaling, der eengang
lovligen ere bievne hans“. Han viser videre, a t en
modsat Regel ikke har Hjemmel i Bestemmelserne
om Fordringers Anmeldelse efter Proklama. Sluttelig
omtaler han, a t tyske Retslærde temmelig almindelig
antoge, a t Retfærdighed og Sagens Hatur fordrer, a t
det haandfaaede Pan t indføres i Debitors Bo, og han
imødegaar udførlig de Grunde, der af Gönner i Hand
buch des deutschen gemeinen Processes 1. B. p. 518
til Enden og 4. B. p. 560—565 vare anførte for
denne Mening, hvilke Grunde, siger 0., ogsaa maatte
kunne komme i Betragtning hos os, hvis de i sig vare
gyldige.
I Henseende til de Haandpanthaveren paahvilende
Forpligtelser antog Hurtigkarl, a t Panthaveren ikke
kan være pligtig til a t vise større Agtpaagivenhed
end den, som han plejer a t vise i sine egne Anlig
gender. Dette formenes af 0. a t være urigtigt, og
han skriver med Hensyn hertil (Hdb. 6. B. p. 132—
184) blandt Andet: „Naar man med det første Mem-
brum af L. 5—7—1 sammenholder det Følgende, der
indeholder Modsætningen dertil, saa synes alt, hvad