478 / 604
229
der i juridisk Forstand kunde ansees som Skjødesløs-
hed eller Forsømmelse i Pantets Bevaring, a t maatte
paadrage Panthaveren Ansvar. Det Tab af sin For
dring, som Creditor selv i Tilfælde af aldeles utilregne
lig Skade er undergivet, giver heller ikke Formodning
om, a t han skulde nyde nogen særdeles Begunstigelse
ved Afgjørelsen af det Spørgsmaal, om Forsømmelse
er begaaet eller ikke“. Han paaviser dernæst, a t der
ikke fra 5 - 8 —14 N. L. 17 kan drages nogen Slutning til
Fortolkningen af 5 - 7—1, eftersom forskjellige Betragt
ninger gjøre sig gjældende ved de paagjældende Rets
forhold, og derhos Indholdet af de nævnte Lovhud er
forskjelligt, og ligeledes viser han, a t der In tet kan
støttes derpaa, a t jydske Lov II. 114 indeholdt fælles
Bestemmelser om Gjemmerens og Panthaverens An
svar. — I Forbindelse hermed har 0. (Hdb. 6. B. p. 134 —
140) udførlig omhandlet den nu for Danmarks Ved
kommende ved Konkurslovens § 156 og for Korges
Vedkommende ved Lov 12. Oktober 1857 § 3 ophævede
Regel i Slutningen af 5—7—1 om, a t Kreditor skulde
tabe sin Fordring i Tilfælde af Pantets hændelige
Undergang, derunder ogsaa Spørgsmaalet, om Debitor
gyldig kunde fraskrive sig Anvendelsen af denne Regel.—
Naar Panthaveren har meddelt et Bevis for det mod
tagne Pant, er 0 . (Hdb. 6. B. p. 117—118) tilbøjelig
til a t antage, a t dette Bevis, skjøndt det egentlig ikke
er et Gjældsbrev, dog naar det sælges eller pantsæ ttes
til tredie Mand, efter Grundsætningen i Frd. 9. Februar
1798 maa hjemle denne Ret til, uden Hensyn til hvad
der mellem Udstederen og den oprindelige Erhverver
er forhandlet, a t løse Pan tet hos Panthaveren, saa-
længe det endnu ikke er forfaldet og realiseret, men
efterat det er realiseret, a t kræve Overskuddet.
I Henseende til Underpant vare Forfatterne før 0.
enige om, a t et Pantebrev, som ikke paa behørig