481 / 604
naar Løsøret flyttedes til en Jurisdietion, hvor Ting-
læsning ikke var foregaaet, medmindre der skete ny
Tinglæsning ved Jurisdictionen inden de i 5—8—28
N. L. 39 fastsatte Frister, hvilke antoges a t m aatte
regnes fra Flytningen, og til Støtte for dette Resultat
henvistes til 4—5—9. Urigtigheden af denne Mening-
har 0. med klare og afgjørende Grunde godtgjort, idet
han har vist, a t det er mere overensstemmende med
Lovens Analogi saavelsom med Tinglæsningens Øjemed,
a t denne foregaar ved Debitors personlige Værneting1).
Han skriver herom (Hdb. 6. B. p. 187—192) blandt
Andet: „Naar L. 5—7—7 henviser til L. 5—3—28 N.
L. 39, saa kan dette, forsaavidt Løsøre angaaer, kun
anvendes analogisk, da det sidstmeldte Lovsted ikke
taler om Tinglysning af Andet end faste Eiendomme.
Men ligesom faste Eiendomme have deres særegne
Værneting, saaledes følger rørligt Gods Personen, og
den rette analogiske Anvendelse synes saaledes netop
a t m aatte blive, a t liypothekariske Forskrivninger, der
have Løsøre til Gjenstand, bør læses ved Debitors
Værneting“. Han henviser herved ogsaa til, a t det
er der, a t den Tingiæsning, som foreskrives i PI. 18.
Januar 1788 jfr. PI. 7. August 1776, saavelsom Ting
læsning af Umyndighedsdekreter og Tinglæsning efter
5—1—9, Kammerretsordning 18. Marts 1720 Cap. II.
§ 15 og III. § 1 med flere Lovbestemmelser skal ske,
sam t til, a t det i og for sig er naturligt, a t man ved
Debitors personlige Værneting raaa søge Oplysning om,
hvorvidt han har pan tsat sit Løsøre, eftersom det rø r
lige Gods ikke saaledes som de faste Ejendomme kan
individualiseres, men kun kjendeliggjøres ved Hjælp af
9 Denne Mening havde han allerede fremsat og begrundet
i j. A. Nr. 19 (1809) p. 218—220, men dog findes den ældre
Mening bibeholdt i Hurtigkarls Lærebog 2. D. 2. B. (1817)
p. 417-418.