484 / 604
235
Forhold. —I Henseende til den nævnte Frd. 12. Marts
1790 synes Hurtigkarl a t antage, a t den frakjender
Panthaveren al Fortrinsret for de Renter, som han
betror Skyldneren i længere Tid end den, Forordningen
bestemmer. 0. gjør derimod (Hdb. 6. B. p. 224—227)
opmærksom paa, a t det saavel af selve Forordningens
Bud som af dens Præmisser er klart, a t det kun er i
Forhold til yngre Panthavere, a t Panthaverens For
trinsret for ældre Restancer ved Forordningen er bleven
ophævet, men a t hans Panterettighed i Forhold til
simple Kreditorer ikke ved Forordningen er bleven
indskrænket. løvrigt. har 0. paa det anførte Sted
givet en nærmere Udvikling af Forordningens Regel.
Haar der indestaar flere Prioriteter i en Ejendom,
antoges det af de ældre Forfattere uden nogen Be
grænsning, a t første Panthaver ifølge 5—7—14 kunde
udløse de senere Panthavere, og a t han, hvis han ikke
vilde udløse dem, kunde udløses af dem. Med Hensyn
hertil bemærker 0. (Hdb. 6. B. p. 193-197), a t det
næppe er Lovgiverens Mening, a t den af de forskjellige
Panthavere, som ønsker a t anbringe sin Kapital i den
Prioritet, som den anden har, kan nøde denne til a t
skille sig ved sin Prioritet. Han siger, a t en saadan
Rettighed i sig vilde være højst unaturlig og især
kunne blive til Ulempe for første Panthaver, for
hvem det ofte er vigtigt a t beholde sin Kapital staa-
ende i det gode Hypothek, han har, og som maaske
ikke har Midler til at udløse den sekundaire Prioritets
haver eller ikke kan være tjent med denne ringere
Prioritet. 0. antager derfor, a t 5—7—14 kun har
Hensyn til det Tilfælde, hvor en Panthaver i Overens
stemmelse med Lovens Regler vilde tage Pan tet til
Ejendom, eller hvor Panthaveren nu vil lade Ejen
dommen sælge, og han viser, hvorledes en Udløsnings
ret i dette Tilfælde kan være ret naturlig. En Be