489 / 604
240
sig Prioritet i den ny erhvervede Eiendom, uden a t lade
de Panteforskrivninger gjelde imod sig, der vare Midlet
og Betingelsen for Eiendommens Erhvervelse“.
Paa
den anden Side erklærede han sig imod den Opfattelse,
der, som han bemærker, paa den Tid var temmelig
almindelig blandt tyske Jurister, nemlig a t den ved
en almindelig Panteforskrivning erhvervede Pan te
rettighed blot kunde regnes fra den Tid, da Debitor
erhverver Ejendomsret over Godset, og a t altsaa flere
paa almindeligt Pan t i Debitors Ejendele lydende For
skrivninger skulde, uagtet deres forskjellige Alder,
medføre lige Adgang til Betaling i Debitors senere er
hvervede Gods1). „Denne Lære“, siger han, „hviler
paa en Forvexling mellem selve Panterettighedens
Erhvervelse og den factiske Betingelse, hvorved Ret
tigheden, der med Hensyn til bona futura aldrig kan
være uden eventuel, kan sæ ttes i Virksomhed. Den
senere Forskrivning kan desuden, efter sin Natur, ikke
i Forhold til den første give uden en sekundair Pante
rettighed; thi om det end ikke udtrykkelig i Samme
var betinget, saa vilde dog den tidligere Panthaver
ikke ved denne Panterettigheds svigagtige Fordølgelse
kunne tabe Noget af sin Ret.“ 0. omhandler endelig,
hvilke nærmere Regler der maa gjælde i Henseende
til Adgangen for den, der har pan tsat Alt, hvad han
eier og eiendes vorder, til a t afhænde enkelte Løsøre-
gjenstande; han paaviser, a t man i saa Henseende
ikke uden videre her kan slutte analogisk fra de Lov
bud, der omhandle Statens Fortrinsret hos de konge
lige Oppebørselsbetjente (jfr. dengang Frd. 30. Januar
1798 § 40.
0 Jfr. Glück „Ausführliche Erläuterung der Pandecten“ 8.
Th. (1816) p. 214 ff. Med Hensyn til dette Spørgsmaal
hersker der endnu Uenighed mellem de tyske Jurister,
jfr. Windscheid „Lehrbuch des Pandektenrechts“ 1. B. § 242.