485 / 604
236
styrkelse af denne Opfattelse finder han ogsaa i Ar
tiklens Bestemmelse om en „billig“ Udløsning, idet
der, naar en Udløsning skulde kunne finde Sted udenfor
det angivne Tilfælde, ikke vilde være Noget, der kunde
være Gigenstand for Afgjørelse efter Billighed. Sammen
hængen mellem Artiklerne i Kapitlet bliver da efter
hans Mening den, a t Art. 14 staa.r i Forbindelse med
de Bestemmelser, som Art. 8—12 indeholde om Maa-
den, hvorpaa Hypothekhaveren skal gaa frem for at
gjøre sin Pan teret gjældende, medens Art. 13 maa be
trag tes som en Paranthes, hvorved Lovgiveren har
villet afgjøre et særligt Tilfælde, som opstaar, naar
en Panthaver, efter a t have i Overensstemmelse med
Art. 8—9 sat sig i Besiddelse af sit Pan t til virkelig
Brug, ikke fortsæ tter den i de ovenanførte Artikler be
tegnede Fremgangsmaade ved efter Art. 11 a t for
vandle Pan te t til sin Ejendom. I Artiklens Forskrift
om en „billig“ Betaling af første Prioritetshavers For
dring, mener O , a t der Ligger, a t der maa forundes
de senere Prioritetshavere en passende Frist til at
tilvejebringe det Beløb, som tilkommer første Priori
tetshaver, og han finder heri en S tø tte for den Sæt
ning, som er bleven sanktioneret og nærmere bestemt
ved Frd. 11. September 1833, a t ved Pan tets Forauc-
tionering maa den fortrinsberettigede Panthaver lade
sig nøje med Betaling inden en passende Frist, saa-
ledes a t Kjøberen faar Lejlighed til a t bringe Summen
tilveje.
I Forbindelse med det forhen omtalte Spørgsmaal
har 0. (Hdb. 6. B. p. 198—214) udførlig behandlet det
Spørgsmaal, om 2den Prioritetshaver, naar 1ste Pri
oritet indfries, rykker op i 1ste Prioritet, eller om
denne paa ny kan besættes af Pantsætteren. I saa
Henseende mener 0., a t det, naar ingen udtrykkelig
Bestemmelse herom findes i det sekundaire Pantebrev,