480 / 604
281
lian, „nemlig^ ikke om Udstederens Forpligtelse til
ikke a t foretage Noget, som strider mod hans For
skrivnings Indhold, men om denne Forskrivnings Kraft
til a t give Fortrin for Andre, der have erhvervet con-
tractmæssige Rettigheder mod Udstederen, og dette
horer ikke til den Sphære, der staaer under Contrahen-
teres vilkaarlige Raadighed.
Naar L. 5—1—2 i at
opregne forskjellige Contracter, der skulle bedømmes
efter dens almindelige Regel, ogsaa nævner Pant, saa
kan dette heller ikke betyde mere, end a t den, der
tilsiger et Pant, er lovlig bunden til a t holde sit Ord.
Det vedkommer saaledes ikke de Betingelser, hvor
under en Panterettighed kan erhverves rned Virkning
mod tredie Mand, saa lidet som de i Artiklen ligeledes
nævnte Afhændelses-Contracter ere nok for a t stifte
en mod tredie Mand gjeldende Eiendomsret. Det er
og historisk vist, a t hypothekarisk Pantsætning ikke
har dannet sig hos os af sig selv ved Hjælp af de op
rindelige i Nationen levende Retsbegreber, men først
i Chr. 4des Tid ved Lov er bleven indført, og hverken
denne Konges eller nogen af de senere Love om denne
Gjenstand har tillagt et utinglyst Pantebrev nogen
Retsvirkning. Som et Product af den positive Lov
kan en hypothekarisk Forskrivning nu intet gjelde
uden for de i denne Lov fastsatte Betingelser og
Grændser“.
Tinglæsningen af det Pantebrev, hvorved der ind
rømmes Pan t i Løsøre, antoges af de tidligere For
fattere a t skulle ske ved den Jurisdietion, hvor Løs
øret fandtes; overensstemmende hermed antoges det,
a t Tinglæsning, naar der gaves almindeligt Underpant,
maatte ske ved alle de Jurisdictioner, i hvilke der
fandtes noget Pantsæ tteren tilhørende Løsøre, til hvilket
Panteretten skulde udstrækkes; en yderligere Konse
kvens var det, a t Panteretten antoges a t gaa tabt,