483 / 604
234
uden særlig Betingelse desangaaende ogsaa gjælder
for Renter saavelsom ogsaa for Omkostninger, men
a t imidlertid Præmisserne til Frd. 12. Marts 1790 kunde
synes a t tale for det Modsatte, ligesom han ogsaa finder
det naturligt, a t den Forskrivning, hvorved der ind
rømmes Kreditor Underpant, affattes i saadanne Udtryk,
a t det kan ses, a t Pantet skal tjene til Sikkerhed for
Rentérne og ligeledes for Omkostningerne.
Dette
Sidste kunde derimod efter hans Mening ikke anføres
med Hensyn til Haandpant, da dette Slags Pan t ofte
stiftes uden noget skriftligt Dokument, ligesom ogsaa
5—7—2 aldeles bestemt indeholder, a t Kreditor ikke
er pligtig a t lægge Pan tet fra sig, før han er tilfreds
stillet baade for Hovedsummen og for Renter og Skade-
gjæld, medens Art. 8 og 9 ikke ere fuldt saa klare,
hvad Underpant angaar, hvorhos endelig Bestemmelsen
i Frd. 12. Marts 1790 ikke angaar Haandpant og
heller ikke passer paa saadant Pant. —Naar der saa-
ledes tilkommer Underpanthaveren Panteret for Renter,
blev det i en af 0. conciperet, af den Kgl. Lands- Over-
sarnt Hof- og Stadsret under 23. November 1807 afsagt
Dom (A. f. R. 4. D. p. 34 —39) antaget, a t den Omstæn
dighed, a t Debitor ikke betaler Renter i re tte Tid,
ikke uden særlig Vedtagelse kan medføre, a t Pante-
gjælden forfalder, og 0. forsvarer (i A. f. R. 4. D. p.
46—57), ligeoverfor de af Kammeradvokaten for det
modsatte Resultat (1. c. p. 39—46) anførte Grunde,
det Resultat, hvortil Dommen er kommen, og som for
øvrigt udførlig er begrundet i Dommen, idet han
navnlig gjør gjældende, a t det hverken er hjemlet i
Sagens Natur eller stemmende med vore Love, a t
enhver Mangel i en Kontrakts nøjagtige Opfyldelse
fra den ene Side berettiger den anden P a rt til al
deles a t træde tilbage. I Hdb. 6. B. p. 174—178 har
han yderligere udviklet sin Mening om det omhandlede