488 / 604
239
terne; disse gjengiver han saaledes: „Der er vel saare
Meget a t sige mod Betsgyldigheden af en Forskrivning,
hvorved Debitor pan tsæ tter alt sit nærværende og til
kommende Gods. Dog ligesom Praxis har erkjendt
Samme, saaledes turde de Grunde, der tale derimod,
heller ikke være aldeles afgjørende. Men naar slig
Pantsætning skal komme i Betragtning imod senere
Dispositioner, som Pantsæ tteren foretager sig over sine
faste Eiendomme, bør den uden Tvivl ikke blot være
læst ved de Jurisdictioner, hvorunder disse Eiendomme
ligge, men Erhververen bør ogsaa for Pantebogens
Bestyrer have opgivet de Eiendomme, hvori han vil
gjøre sin Panterettighed gjeldende, for a t det For
nødne kan iagttages med Hensyn til Panteregisteret.
Som Følge deraf, maa det og være hans Sag, a t paa
agte, naar Debitor erhverver en ny Efendom, da a t
bevirke Antegning derom paa Panteregisteret. Naar
dette forsømmes, bør hans Panteforskrivning ikke
komme tredie Mand til Skade, der ikke afPantebogen
kunde erholde Underretning om, a t Eieren ved en
Forskrivning, der ikke knyttede sig til hans Egenskab
som Besidder af bemeldte Eiendom, havde pan tsat
alle sine nærværende og tilkommende Eiendele“ (jfr. den
senere PI. 27. November 1839 og foran p. 149). „I
ethvert Tilfælde“, skriver han fremdeles, „vilde dog
den af vor Forfatter“ (o: Hurtigkarl) „antagne Sætning
om Tidsprioriteten som det Eneste, der skal gjøre ETd-
slag mellem det almindelige og det særdeles Pant, be
høve en betydelig Undtagelse. Naar nemlig en saadan
Pan tsæ tter senere erhverver en Eiendom, og i For
bindelse med denne Erhvervelse samtidigen udsteder
Panteobligationer i Samme, ved hvis Hjælp Eiendom-
men betales og Skjøde erhverves, saa vilde det være
den aabenbareste Uretfærdighed, om den, der havde
erhvervet det almindelige Pant, skulde kunne tilegne