476 / 604
227
man ogsaa senere har været tilbøjelig til a t antage
heri L ande t1), — a t Haandpanthaveren, naar han vil
søge Fyldestgjørelse, i Stedet for a t gaa frem ad den
almindelige Vej, kan søge Udstederen af den pantsatte
Forskrivning, og han anfører til S tøtte herfor blandt
Andet Følgende: „Pantsættelse af et G jæ l d s b r e v
indeholder Pantsæ ttelse af den Ret til a t fordre den
Capital m. v. betalt, der udgjør Forskrivningens Gjen-
stand. Slig Pantsætning maa altsaa give Panthaveren
Adgang til a t blive hiin Capital mægtig, naar han,
formedelst hans umiddelbare Debitors Misligholdelse
af sin Forpligtelse, kommer i det Tilfælde, a t han maa
realisere sit Pant. Hiin Maade a t realisere et pan tsat
Gjældsbrev paa er og den lemfældigste for Pan tsæ tte
ren; thi, dersom Panthaveren, i Stedet derfor, sælger
det ved Auction, saa vil det sandsynligvis gaae bort
for en ringere Sum, end det lyder paa, og som der,
ved lovlig Omgang, hos Debitor kunde være a t er
holde, og denne Afgang maatte Pantsæ tteren ligefrem
bære. . .. Frd. 9. Februar 1798 § 2 saavelsom dens Præ
misser synes og a t indeholde en Erkjendelse af, a t
Panthaveren i et Gjældsbrev har SøgsmaalsRet imod
Udstederen“. Han paaviser sluttelig, a t Oktroj 4. Juli
1818 §52, der udtrykkelig har hjemlet Nationalbanken
den omtalte Ret, ikke kan anføres imod den af ham
forsvarede Mening. — Med Hensyn til Haandpant-
haverens Retsstilling i Tilfælde af Pantsætterens Død
eller Fallit udtaler 0. (Hdb. 6. B. p. 125—132), — hvad jo
ogsaa nu anses for utvivlsomt, — a t den Kreditor til
kommende Ret til selv a t foranstalte sit haandfaaede
Pant realiseret ikke kan betages ham derved, a t De
bitor dør eller fallerer, eftersom Arvingerne eller Boet
9 For Norges Vedkommende er en modsat Mening bleven
gjort gjældende.
15*