475 / 604
226
Han finder det vel klart, a t Panterettigheden gaar
til Grunde, dersom Debitor benytter Lejligheden til a t
disponere over Pantet, f. Ex. ved a t kv ittere eller ce-
dere de pan tsatte Obligationer. „Paa den anden Sideu,
skriver han dernæst, „kunde der vel heller ikke være
Spørgsmaal om, a t Panterettigheden jo i al Fald traad te i
fuld Kraft, efterat de pan tsatte Effecter vare komne til
bage i Panthaverens Hænder. Men dersom Pan tsæ tteren
t. Ex. døde eller fallerede, medens han paa en saadan
Maade var kommen i Besiddelse af de pan tsatte Ef
fecter, uden a t han dermed havde foretaget Noget til
Panthaverens Skade, saa vilde det være et Spørgs
maal, om de ikke som et hos ham beroende Deposi
tum m a a tte overgives til Panthaveren, eller om de
skulde blive i Boet, uden a t hiin Panthaver kunde
have større Ret til dem end den Afdødes øvrige Cre-
ditorer. Høiesteret har afgjort et saadant Spørgsmaal
til Fordeel for det første A lternativ.“ Endelig bemær
ker han, a t ethvert Spørgsmaal bortfalder, naar de
pan tsatte Obligationer ere forsynede med Paategning
om Panteretten.
I Henseende til Panthaverens Realisation af Haand-
pan tet har 0 . i Hdb. 6. B. p. 109 ff. udførlig udviklet,
a t Haandpanthaveren ikke udenfor det i 5—7—3 om
handlede Tilfælde kunde være berettiget til a t stille
Pan tet til Auction efter forudgaaet Bekjendtgjørelse i
Aviserne, medmindre Pantsæ tteren havde sam tykket
deri; da der imidlertid senere er udkommet nyere
Lovbestemmelser om det omhandlede Forhold, baade
her i Landet {Konkursloven af 25. Marts 1872 § 155)
og i Norge (Lov 12. Oktober 1857 § 2), er der mindre
Grund til a t gaa nærmere ind paa Ø.s Fremstilling
vedrørende det nævnte Punkt. — Forsaavidt det
haandfaaede Pan t er en Forskrivning, antager 0. (Hdb.
6. B. p. 119—121), — i Overensstemmelse med hvad