495 / 604
246
maatte forbodme samme, naar dette efter Omstændig
hederne kunde ske med mindre Opofrelse. Under alle
Omstændigheder maatte efter hans Mening Frd. 28.
December 1792 § 2 indeholde tilstrækkelig Hjemmel
for Skipperen til a t forbodme den Del af det indladede
Gods, som er Redernes Ejendom. „Lovgiveren“, skriver
han, „har nemlig her tillagt Skipperen, for det Udlæg,
han har gjort til Reisens Fornødenheder, lige Ret med
Bodmeriefordringer ogsaa i fornævnte Deel af Ladningen,
og det synes, a t han ligesaavel maatte være bemyn
diget til a t forbinde sligt Gods til en tredie Mand som
til sig selv. Dette bestyrkes end videre derved, a t
Lovgiveren netop som Grund for den Fortrinsret,
som han ved Forordningen tilstod Skipperen for de
omhandlede Udlæg, har paaberaabt sig, a t Skipperen
efter Loven er berettiget til a t optage Penge paa
Bodmerie, hvilken Grund ikke vilde passe sig paa den
omhandlede Deel af Ladningen, dersom den laae uden
for den ovennævnte Skipperen ved Loven tillagte Myn
dighed; og der vilde saaledes, under denne Forudsæt
ning, være mere i Conclusionen end i Præmisserne“. —
Naar Skipperen har optaget et Bodmerilaan, uagtet
han ikke har befundet sig i et saadant Nødstilfælde,
som 4—5—1 forudsætter, antog Hurtigkarl og tid
ligere Forfattere, a t Bodmeribrevet dog har sin fulde
forbindende Kraft for Rederne, og de støttede dette navn
lig paa 4—5—8, der i det omtalte Tilfælde hjemler
Rederne Regres til Skipperen og derfor antoges a t
maatte forudsætte, a t Rederne ere bundne. Dette er
efter ø.s Mening ikke ubetinget rigtigt, og han skriver
herom: „Den, der forsyner Skipperen med Forstræk
ning, kan vel ikke nøiagtigen undersøge, om de i be
meldte Artikel“ (o: Art. 1) „fastsatte Betingelser ere
tilstede, men der udfordres dog uden Tvivl saadanne
Omstændigheder, der fornuftigviis kunde bringe ham