499 / 604
250
(Hdb. 5. B. p. 410—412 og 1. B. p. 462—463) paaviste,
er aldeles ubeføjet i vort Retssystem a t optage disse
Begrebsbestemmelser, som jo ere hentede fra Romer
retten, men derfra forøvrigt vare gaaede over i Frem
stillingerne af N a tu rre tten x).
En obligatorisk Ret eller, — som den dengang baade
her og andetsteds ofte blev kaldt, — en Ret til Tingen
(jus ad rem) defineredes hos Nørregaard2) som den
Ret, man har til a t fordre af en vis Person, a t han
skal præstere det, hvortil han ved en eller anden
Gjerning har forbundet sig; og de Gjerninger, hvorved
Personen saaledes kunde binde sig, sagdes a t være
enten Forbund eller Fornærmelser. Paa Grund af, a t
den obligatoriske Ret saaledes antoges nødvendigvis
a t forudsætte en Handling fra den Forpligtedes Side,
kaldtes den ogsaa en middelbar Tingenes Ret, i Mod
sætning til den tinglige Ret. der kaldtes en umiddel
bar Tingenes Ret, „fordi den haves og øves over
Tingen, uden a t forudsætte nogen Handling imellem
den Person, som Rettigheden tilkommer, og den, som
Rettigheden haves imod“.
Hertil bemæ rkedeø (Suppl. 3. B. p. 177—179), a t
det ingenlunde kan siges, a t en Ret til Tingen altid
grunder sig paa en af den Forpligtede selv foretagen
fri Handling, og han oplyste dette nærmere ved for-
skjellige Exempler; han gjorde derfor ogsaa Indsigelse
J) Jfr. Wolff „Institutiones juris naturæ et gentium “ §§ 539
og 515 ff. jfr. § 333.
2) Jfr. §359 og § 644 og følgende §§, og hans N aturret § 304,
se ogsaa Kongslev 2. B. p. 116.