500 / 604
251
imod a t betegne den obligatoriske Ret som en middel
bar Tingenes R e t1) .— Hurtigkarl (2. D. 1. B. p. 11—12
og 2. D. 2. B. p. 3—4) m aatte nu ogsaa erkjende, a t
der gives obligatoriske Rettigheder, som ikke nødven
digvis forudsætte, a t den Forpligtede har foretaget sig
en ligeoverfor den Berettigede forpligtende Handling,
men ved Siden heraf lærte han dog, a t en obligatorisk
Ret i Almindelighed forudsætter en saadan Handling,
og a t den derfor plejer a t kaldes en middelbar Tin
genes Ret, og ligeledes lærte Hurtigkarl, a t de Hand
linger, hvorved en Person forpligtes, kunne henføres
til to Hovedklasser, nemlig tilladelige eller Forbund
og utilladelige eller Beskadigelser; Hurtigkarl har der
for heller ikke i sin Lærebog, — ligesaa lidt som
Hørregaard. — noget Afsnit, hvori han behandler de
saakaldte kvasikontraktmæssige Forhold (jfr. nærmere
det Følgende'. — Med Hensyn hertil fremhævede 0. (Hdb.
5. B. p. 3—4), a t der gives andre tilladelige Hand
linger end Forbund, hvorved obligatoriske Retsforhold
kunne stiftes, og han henviste i saa Henseende exem-
pelvis til Læren om negotiorum gestio og flere af de
Forhold, som i den romerske Ret henførtes til Kvasi-
kontrakter; ligeledes gjorde han opmærksom paa, a t
Beskadigelse i den vidtløftige Forstand, hvori Hurtig
karl tog dette Ord, og hvorefter oggaa utilregnelige
Skadetilføjelser
indbefatted.esderunder, ikke retteligen
kunde henregnes til de utilladelige Gjerninger.
Det blev af de ældre dansk-norsk juridiske For
fattere, ligesom af udenlandske Forfattere i forrige
Aarhundrede, anset for en nødvendig Betingelse for,
at en Person kunde blive bunden ved sit Løfte om en
Formueydelse, a t dette Løfte var blevet antaget af
den, til hvem Løftet var givet. Desuagtet lærte ITurtig-
3 Jfr. ligeledes Hdb. 3. B. p. 499—500.