502 / 604
i Almindelighed, a t der skulde være anvendt „vold
som Tvang“ ; en Kontrakt, der var fremkaldt ved
saadan Tvang, stilledes (hos Dons, Nørregaard og
Hurtigkarl) ved Siden af Kontrakter, som indgaas
af Umyndige eller Afsindige.
Saafremt en Kon
tra k t var fremkaldt ved Svig, lærte de tidligere
Forfattere1), a t Kontracten var ugyldig, og som
Grund anførtes ofte, a t der i saa Fald ikke
forelaa noget Samtykke. Det samme antoges af Hur
tigkarl (og som det synes, ogsaa af Nørregaard og
Brorson) a t maatte gjælde, naar Kontrakten var ind-
gaaet paa Grund af en Vildfarelse, der var i Hen
seende til Gjerningen (error facti) og derhos uover
vindelig2)-
I Henseende til Tvang gjør 0. (Hdb. 5 B. p. 80
—84) først opmærksom paa, a t den Tvang, hvorved
en Person bringes til a t indgaa en Kontrakt, næsten
altid er en blot psychologisk eller, om man vil, moralsk,
om det end med Hensyn til skriftlige Kontrakter er
tænkeligt, a t en egentlig mechanisk Tvang kan have
bragt den Paagjældende til a t underskrive. Dernæst
bemærker han, a t der i Lovens Bestemmelser i 5—1
4 og 5, hvilken sidste Artikel foruden „ustokket“ og
„ublokket“ ogsaa nævner „unødt“, ikke er nogen Grund
til a t skjelne mellem den stærkere og svagere psy-
chologiske Tvang. „Hvad der maa gjøre Udslaget“,
siger han, „er derimod, om det Onde, hvormed Man
har truet, er et saadant, som Man retmæssigen kunde
’) Jfr. Hedegaards nævnte Værk p. 43—44, Dons 2. D. p. 273,
Kongslev 2. B. p. 265—266, Nørregaard § 676 og hans
Naturret § 385, Brorsons anførte Værk p. 7 og Hurtig
karl 2. D. 2. B. p. 22-23.
2) Jfr. Nørregaard § 677 og hans N aturret §§ 386 og 641,
Brorsons nævnte Værk p. 7—8 og Hurtigkarl 2. D. 2. B.
p. 23.
253