507 / 604
258
det Væsentlige, og den, som kun betræffer uvæsent
lige Punkter. Dernæst bemærker han, at det vil være
vanskeligt a t opgive noget Tilfælde, hvor den Uviden
hed eller Vildfarelse, hvori den ene Kontrahent har
befundet sig, i en aldeles stræng Forstand kan kaldes
uovervindelig, og a t Hurtigkarls Lære, saafrem t man
ikke vilde tage Ordet meget strængt, men som uover
vindeligt anse Alt, hvad der ikke kunde betragtes som
culpa, naar der spurgtes om Handlinger, som vedkom
Andre, vilde give Anledning til a t tilintetgjøre V irk
ningen af mange Kontrakter, der uden Tvivl bør anses
for fuldkommen forbindende. „Det e r“, skriver han,
„enhver af Contrahenternes Sag a t see sig for, og skaffe
sig behørig Kundskab om de Omstændigheder, som
kunne have Indflydelse paa hvad han foretager sig.
Hvilke Forestillinger om den omkontraherte Gjenstand
og de samme vedkommende Forhold han maatte
gjøre sig, er slet ikke Medkontrahentens Sag, saalænge
denne ikke har meddeelt ham disse Forestillinger, eller
gjort sine Rettigheder betingede af sammes Rigtighed.
Det er det udvortes tilkjendegivne Samtykke, som
indeholder Grunden til det Bindende i Contracter, og
kun hvad der i den udvortes Verden er foregaaet,
som betingende dette Samtykke, kan faae Indflydelse
paa dets juridiske Virkninger; de forMedcontrahenten
skjulte Betingelser og Forudsætninger for den tilkjende
givne Villie kunne aldeles ingen Indflydelse faae, saa
fremt Man ikke vil gjøre al contractmæssig Forpligtelse
usikker. Man vilde dog vist ikke antage, a t Den, der,
efter en endog meget rimelig Speculation paa god Af
sætning for en vis Varesort, havde indladt sig i Handel
desangaaende, kunde træde tilbage fra denne Handel,
fordi de Forhold, der laae til Grund for hans Specula
tion, siden forandrede sig, eller maaskee befindes alle
rede, skjøndt ham dengang uafvidende, æt være for-