![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0513.jpg)
264
maa være for, a t disse Love ere blot deklaratoriske,
og a t det under denne Forudsætning naturligvis staa r
i Parternes Magt a t vedtage andre Regler. „Stundom“,
skriver han derefter, „ere derimod disse Love obliga
toriske; Lovgiveren har nemlig med Hensyn til den
offentlige Sædelighed eller det offentlige Yel, eller med
Hensyn til det Afhængighedsforhold, hvori den ene
P a rt formedelst sin Stilling eller ringere Oplysnings
grad staaer til den anden, fundet det nødvendigt, a t
begrændse den Vilkaarlighed, som ellers tilkommer
Parterne i a t bestemme Omfanget af de Forpligtelser
eller Rettigheder, som de ved Contracter ville paa-
drage sig eller erhverve. A t her ingen modsat Over-
eenskomst kan have juridisk Virkning, er indlysende.
Skjøndt Formodningen, efter hvad vi have anmærket,
ikke er for, a t Lovgiveren ved de Bestemmelser, han
har gjort om Contracters Virkninger, har villet binde
Hænderne paa Parterne, saa er det dog ikke aldeles
nødvendigt, a t et såadant Øiemeed skal være udtrykke-
ligen tilkjendegivet, hvergang Parterne skulle tabe hiin
Frihed; thi Lovgiverens Villie kan og paa anden Maade
være lagt for Dagen“.
De saaledes omtalte, af de ældre Forfattere op
stillede Betingelser for en Kontrakts Gyldighed vare
for en væsentlig Del hentede fra fremmede Naturrets-
læreres eller Romerretslæreres Skrifter, og i Overens
stemmelse med disse vare flere af de Regler, som op
stilledes, altfor almindelige, saa a t der under dem ind-
befattedes Tilfælde, som vare af en meget forskjellig
Beskaffenhed, og for hvilke der derfor ikke kunde op
stilles den samme Regel. Det er ø .s Fortjeneste, a t
han har paavist dette og i saa Henseende i det Væsent
lige fremdraget netop de Synspunkter, som nu anses
for de rigtige.
Det kan i denne Forbindelse endnu bemærkes, a t