517 / 604
268
sket. A t Indsigelserne ikke tabes, naar Erhververen
af Gjældsbrevet har hav t Anledning til a t vente dem
fremsatte, nævnes ikke af 0. i denne Sammenhæng,
men anses af ham for en Selvfølge, og er udtrykkelig
ud talt af ham paa flere andre Steder, og ligeledes i
en af ham conciperet, under 26. September 1803 afsagt
Hof- og Stadsretsdom (jfr. A. f. R. 1. D. p. 204—207).
Som en Undtagelse fra den almindelige Regel om Ind
sigelsers Fortabelse nævner 0. Frd. 6. Oktober 1753 §
9, der saa meget mindre antages a t være forandret
ved Frd. 9. Februar 1798, som denne efter hans Mening
er given i Form af en authentisk Fortolkning over 5—
14—56 N. L. 5—13—54 0.
I Henseende til Spørgsmaalet om, hvilke Doku
menter Frd. 9. Februar 1798 er anvendelig paa, be
mærker 0. (Hdb. 5. B. p. 152), a t Forordningen anses
anvendelig paa ethvert Dokument, der indeholder en
Erkjendelse af en Gjæld, som man er en Anden skyldig,
og a t den derfor ogsaa har fundet Anvendelse paa Spare
kassebøger, se PI. 24. April 1827 og PI. 16. September
1828. Som allerede tidligere (pag229) anført, var han
derhos tilbøjelig til a t anse Forordningen anvendelig
paa Recipisser for haandfaaet Pant. Derimod har han
i en Afhandling i j. T. 4. B. 1. H. (1822) p. 248—267
godtgjort, a t en Domsakt eller Forligsakt ikke med
Piensyn til Transporter og Pantsætninger kan anses
lige med et Gjældsbrev. Som han i den nævnte Af
handling anfører, havde den i 1—24—34 N. L. 1—22
—36 og Frd. 19. August 1735 § 7 indeholdte Forskrift
om, a t en Domsakt skal være tilstede, naar der skal
gjøres Exekution, og udleveres til Domfældte, naar
han fyldestgjør Dommen, givet Anledning til en hos
de Lovkyndige meget udbredt Forestilling om, a t en
x) Jfr. ogsaa Hdb. 5. B. p. 300-301.