ASØrstedsBetydning

269

Domsakt maatte anses lige med et Gjældsbrev i Hen

seende til Bestemmelserne i Frd. 9. Februar 1798 §§

1 og 2. Imod denne Lære, der, som 0. siger, vel

ikke, saa vidt han vidste, var fremsat i Litteraturen

og heller ikke bestemt antagen i nogen Retsdom, men

af mange indsigtsfulde Praktikere betragtedes som

utvivlsom, traad te 0. op i bemeldte Afhandling. Han

anfører her, a t den nævnte Forordnings Befalinger,

dens Raisonnements og dens Titel blot have Haand-

skrifter til Gjenstand, og han skriver derefter Føl

gende: „Det er og indlysende, a t Grundsætningen om

løse Qvitteringers Utilstrækkelighed til a t værge Debi

tor mod tredie Mand ingenlunde, anvendt paa Doms-

acter, kunde have den Interesse for den offentlige

Credit, som den havde med Hensyn paa Gjeldsbreve.

Disse udgjøre det brugbareste og beqvemmeste Middel

til a t reise Laan hos de offentlige Instituter, der ei

udlaane Capitaler anderledes end mod haandfaaet Pant,

eller hos de private Personer, der, med Hensyn til

sligt Pan ts større Disponibilitet, ligeledes foretrække

samme for directe Udlaan i faste Eiendomme. Men

dette Middel til a t skaffe sig Laan, hvilket allerede

var kommet saa stæ rk t i Gang, vilde have tab t meget

i sin Brugbarhed, saafremt løs Qvittering kunde gjelde

mod tredie Mand. Ingen kunde da, med Tryghed,

tage mod sligt Pant, med mindre en formelig Erklæ

ring fra Debitor blev fremskaffet, hvori han erkjendte

endnu a t være Capitalen skyldig, og fra nu af ei at

ville betale samme til den oprindelige Creditor, men

til den, der havde erhvervet hans Rettigheder; en

Form, der ofte vilde være meget bebyrdende og for

bunden med Ubehagelighed. Men Domsacter høre ikke

til de Effecter, som man pleier a t give i haandfaaet

Pan t; . . . Lovgiveren havde altsaa ikke den Grund

til Forsorg for dem, der lade sig Domsacter transpor-