![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0514.jpg)
265
0. i j. T. 15. B. 2. H. (1829) p. 200—251 har i Anled
ning af en Afhandling af Hjelm, om læsio enormis1)
vist, a t det efter vor Bet ikke kan fordres, a t der
ved de gjensidig bebyrdende Kontraktsforhold skal være
Lighed mellem begge Kontrahenters Ydelser.
Hos Nørregaard og Hn rtigkarl2) nævnes Transport
af Fordringer (cessio nominis) somenMaade, hvorpaa de
ved Kontrakten paadragne Pligter og erhvervede Rettig
heder, — ligesom ved Delegation, — kunne forandres,
og Hurtigkarl henfører denne Forandring under Nova
tion i videre Forstand. Hertil bemærker 0 . (Hdb. 5.
B. p. 172), a t det ikke er overensstemmende med den
ægte juridiske Sprogbrug a t betragte Cession som en
Art af Novation, idet der derved In tet forandres i
Forpligtelsen, men kun den til samme svarende Rettig
hed overdrages til en tredie Mand, hvorfor den ogsaa
er af en anden Natur end Delegation, eftersom en
Forandring af Debitor ogsaa er en Forandring i For
pligtelsen, idet det ingenlunde er det samme, om man
har en vis Sum tilgode hos et Individ eller et andet.
Medens Hurtigkarl derhos mente, a t den strænge Ret
vel ikke kræver Debitors Samtykke til Transportens
Gyldighed, men a t Billighed dog kunde tale herfor,
finder 0 ., a t den almindelig antagne Sætning, a t kon
traktmæssige Rettigheder, naar de gaa ud paa Tings
9 „Juridiske Samlinger for 1826“ p- 255—314, se fremdeles
de nævnte Samlinger for 1829 og 1830 1. H. p. 22—80.
2) Nørregaard § 682, jfr. hans N aturret § 439 og § 440, Hur
tigkarl 2. D. 2, B. p. 57.