512 / 604
Uagtet det tidligere opstilledes som en almindelig
og ubetinget Regel, a t en Kontrakt, som stred imod
Loven, var ugyldig, opkaster Nørregaard (§ 670) og
Hurtigkarl (2. D. 2. B. p. 30—32) dog det Spørgsmaal,
om Kontrahenterne i de Tilfælde, hvor Loven har givet
en eller anden Bestemmelse for en Kontrakt enten i
Henseende til Form eller Indhold, ved deres fælles
Samtykke kunne indrette den mellem dem værende
Kontrakt udenfor eller tvertimod disse Lovens Bestem
melser, og de besvare dette Spørgsmaal derhen, at
Kontrahenterne kunne indrette deres Kontrakt saa-
ledes, som de selv ville, endog udenfor eller imod
Lovens Bestemmelser, naar blot In tet derved sker til
Statens eller nogen privat tredie Mands Fornærmelse.
Med Hensyn hertil bemærker 0. (Hdb. 5. B p. 118—122),
og det med Rette, a t Sagen er bleven forvirret derved,
a t Kontraktens Form og dens Virkninger af Hurtigkarl
(ligesom af Nørregaard) ere slaaede sammen, og a t det
ikke lader sig tænke, a t Parterne gyldigen kunne for
enes om a t tilsidesætte den lovbestemte Form, eftersom
Lovgiverens Øjemed med a t paabyde Formen aabenbart
vilde tilsidesættes, dersom der saaledes gaves Parterne
Lejlighed til ligesaa vel a t binde sig uden denne Form.
„En anden Sag“, siger han, „er det, a t Tilsidesættelsen
af en Form, der ikke er paabuden med Hensyn til
det indbyrdes Forhold mellem Parterne, men alene
for tredie Mands Skyld, ikke i Almindelighed kan be
tage Contracten sin forpligtende Kraft mellem Par
terne, men kun indskrænke dens Virksomhed mod
tredie Mand“. Som Exempel herpaa nævnes Tinglæs
ning af Kontrakten, medmindre denne, som i Frd. 8.
Februar 1810 § 6, er paabuden som Betingelse for
selve Kontraktens Gyldighed. — I Henseende til de
Love, som bestemme en eller anden Kontrakts Virk"
ninger mellem Parterne, anfører 0., a t Formodningen
263