509 / 604
260
Love; dette sagdes a t være udtalt i L.s 5 - 1 - 2 , i
hvilken Artikel „Lov“ formentes a t betyde Statens
Love og „Ærbarhed“ Naturens Love (og efter Nogles
Mening tillige gode Sæder). Med Hensyn hertil skriver
0 . (Hdb. 5. B. p. 89 -9 0 ) Følgende: „Det Ord „Ærbar
hed“ indbefatter ikke blot de egentlige Moralbud, men
ogsaa Velanstændigheds-Reglerne, saa a t en Overeens-
komst, der gik ud paa, a t Noget skulde foretages, som
aabenbart stred mod Anstændighedens Love, maatte
være ugyldig. In tet er heller naturligere, end at Sta
ten nægter Sanction paa saadanne forargelige Con-
tracter; thi skjøndt den ikke ved sine Tvangslove kan
gjøre alle Anstændighedens, eller engang alle Moral
lovens Forskrifter gjeldende, saa bør den dog i intet
Tilfælde nedværdige sig til a t være et Organ for det
Uanstændige eller Usædelige. løvrigt sigter Loven
kun til Det, der i og for sig, og saaledes a t det af
Alle maa erkjendes, er stridende mod Pligt og Sæde
lighed. A t Det, Nogen ved Contract paatager sig,
ifølge hans særdeles Medkontrahenten ubekjendte For
hold, er pligtstridigt, kan ikke betage Medcontrahenten
den Eet, Contracten tilsiger ham. Selv naar det er
med hans bestemte Retspligter, Contracten paa G-rund
af deslige særegne Omstændigheder kommer i Strid,
kan Medcontrahenten ligefuldt gjøre sin Ret efter
Contracten gjeldende, om ikke til dennes umiddelbare
Opfyldelse, saa dog til Skadeserstatning.
Saaledes
viser Loven udtrykkeligen, hvad der heller ikke i sig
kunde være tvivlsom t, a t Erstatning kan kræves,
naar Nogen overdrager Det, han i Forveien har over
draget til en Anden, og a t Gjeldsforpligtelser ingen
lunde blive ugyldige derved, a t de ikke kunne op
fyldes uden Afbræk for de Forpligtelser, Debitor forud
havde paataget sig, og a t dette ved Gjeldens Stiftelse
var Debitor bekjendt.“