519 / 604
270
tere eller pantsæ tte, som han havde til a t sørge for
dem, som modtage Cessioner eller Pantsætninger a f
Gjeldsbreve“. Han anfører fremdeles, a t en Domsakt,
- - foruden a t den, saa længe Dommen staar under
Appel, i og for sig ikke kan anses som Bevis paa en
Fordrings Rigtighed, — ikke, som en Mands egen
Haandskrift, er et identisk Dokument, hvoraf kun eet
Exemplar existerer, men a t den kun er en formelig
Udskrift af, hvad der er foregaaet, og efter sin Matur
kan meddeles flere Gange, og a t det derfor er ind
lysende, a t dens Extradition ikke i nogen Maade kan
betrygge imod Misbrug. Han viser endelig, a t den
omtalte Bestemmelse i 1—24—34 M. L. 1—22—36 og
Frd. 19. August 1735 § 7 meget godt lader sig be
grunde og forklare, selv om en Domsakt ikke sæ ttes
ved Siden af et Gjældsbrev i Henseende til Bestem
melserne i Frd. 9. Februar 1798. Om Forligsakter
mener han, a t de ikke kunne have større Betydning
end Domsakter. — 0. bemærker fremdeles (Hdb. 5. B.
p. 151—152), a t Forordningens § 3 uden Tvivl bør
finde analogisk Anvendelse med Hensyn til Leje og
andre aarlige Afgifter, saa a t Afskrivning paa selve
Kontrakten her ikke er nødvendig til den Betalendes
Betryggelse.
øjemedet med den oftere nævnte Forordning af
9. Februar 1798 angives af 0. (i Eunomia 1. D. p. 251)
a t være a t lette Pengeomløbet ved a t betrygge Trans
porten og Pantsætningen af Gjældsbreve mod skjulte
Exceptionel'; ved Exceptionel' tænker han paa det
nævnte Sted nærmest paa Indsigelser fra Debitors
Side, men af det tidligere (p. 187) Anførte fremgaar
det, a t 0 . ogsaa mener, a t det følger af Grundsæt
ningen i den nævnte Forordning, a t Transporthaveren
og Panthaveren kan blive a t beskytte imod dem, der
tidligere have erhvervet Rettigheder over Gjældsbrevet,