525 / 604
276
pligten.“ Ligesom han derfor finder det k la rt, a t en
Cedents Forpligtelser ene og alene hvile paa Hjemmels
pligten, saaledes er denne efter hans Mening ogsaa
virksom med Hensyn til de Kontrakter, der gaa ud
paa blotte Brugsrettigheder eller paa personlige Hand
lingers Udførelse. Men dernæst er 0. tilbøjelig til a t
tage Hjemmelspligten i en saa udvidet Betydning, a t
derunder ogsaa falder Pligten til a t indestaa for, a t
den omkontraherede Ting eller Rettighed har alle de
Egenskaber, som enten udtrykkeligen ere betingede,
eller som, i Mangel af udtrykkelig Aftale af modsat
Indhold, maa forudsættes. Til S tø tte for a t give
Begrebet om Hjemmelspligt et saa vidt Omfang, a t
derunder indbefattes Ansvaret for Tingens Egenskaber,
anfører han, a t det ikke synes a t være mod Sprog
brugen a t sige, a t Overdrageren skal hjemle de Egen
skaber, som han udtrykkelig eller stiltiende erklærer
Tingen a t have, og a t det egentlig er det samme
Princip, hvorpaa den omtalte Indestaaelse for Tingens
Egenskaber og Hjemmelspligten i sædvanlig Forstand
hviler, ligesom han ogsaa henviser til, a t flere nyere
Love1), i Modsætning til Romerretten, give Begrebet
om Hjemmel (Gewährleistung, garantie) en saadan
Udstrækning.
I Henseende til de nærmere Betingelser for, a t en
Forpligtelse til a t hjemle kan være tilstede, skjelner
0. mellem de bebyrdende og de velgjørende Kontrak
ter. Denne Sondring gjordes ikke af Nørregaard og
Brorson, men derimod af tidligere Forfattere. Det
lærtes nemlig hos Nørregaard og Brorson, a t Giveren
baade efter Sagens Natur og efter den positive Lov
givning (jfr. 5—3—30 N. L. fil), ligesaavel som Sæl
0 Jfr. den preussiske Landret 1. Th. 5. Tit. § 317 ff., code
civil art. 1625 ff. og den østerrigske Lovbog §§ 922—923.