527 / 604
278
hvorved Nogen uden Vederlag overlader en Anden en
Ting til Brug, og hvad der gjælder om det, der i
¿trængeste Forstand henføres til Hjemmel, gjælder,
som han siger, ogsaa om, hvad der i en videre For
stand henregnes dertil. De foranførte Sætninger om
Hjemmelspligten ved Gaver ere, efter hvad 0. be
mærker i A. f. R. 1. D. p. 496-497, imidlertid kun
anvendelige, naar Gavekontrakten umiddelbart har den
Ting til Gjenstand, som siden befindes ikke a t have
været Giverens sande Ejendom eller a t være behæftet
rned Mangler, som stride mod Gavens Forudsætning.
„Ganske anderledes“, siger han, „forholder det sig,
saafremt der er gaaet en donatio generis i Foiveien,
hvoraf hiin Tings Overgivelse kun var Fuldby i delsen.
Her existerte nemlig, førend denne Ting blev over
leveret, en Forpligtelse til a t præstere det, som var
Gavens Gjenstand, og denne Forpligtelse, der naturlig-
viis gik ud paa, a t præstere Noget, hvortil Giveren
havde fuld Adkomst, og som var i contractmæssig
T ilstand , er ikke opfyldt ved den fremmede eller
mangelfulde Tings Overleverelse.
Yed de bebyrdende Kontrakter mener 0;, a t Hjem
melspligten, selv afset fra de af de tidligere Forfattere
paaberaabte Lovbud, umiddelbart følgel af disse Kon
trak te rs Væsen og Bestemmelserne i 5—1—1 og 2, og
hvad særlig Kjøb og Salg angaar, bemærker han, at
det er ganske naturligt, a t Sælgeren anses a t paatage
sig en Garanti for, a t Kjøberen virkeligen bliver Ejei,
da det ikke kan antages, a t Kjøberen uden en saadan
Garanti vilde have indladt sig med ham. Ikke mindre
afgjort finder han det, a t Sælgeren maa hæfte for, at
Tingen eller Rettigheden har de Egenskaber, der enten
udtrykkeligsn ere betingede, eller, som sædvanlige,
maa forudsættes. „Hvad dette sidste angaaer“, skri
ver han, „da bør Overdrageren formodes a t paatage