531 / 604
fordringen selv kjendes ugyldig, bortfalder dette An
svar; Cessi Uvederhæftighed bliver ham en aldeles
uvedkommende Omstændighed, og Cedenten bliver under
alle Omstændigheder, og selv om Cessi Uvederhæftig
hed er bleven klar, pligtig a t tilbagegive ham de
udlagte Penge, der netop udtrykke Det, der da blev
anseet som Fordringens Værdie, naar Adgangen til
a t faae Alt og Faren for a t miste Alt veiedes imod
hinanden“.
I Henseende til Ansvaret for c u 1p a i K o n t r a k t s -
f o r h o l d 1) gjør 0. (Hdb. 5. B. p. 126—128) opmærksom
paa, a t den Agtpaagivenhedsgrad, som Kontrahenterne
kunne fordre af hinanden, foruden a t den naturligvis
kan faa sin nærmere Bestemmelse ved Kontraktens
udtrykkelige Forskrifter, ogsaa for en stor Del beror
paa Kontraktens Beskaffenhed. Han skriver herom
Følgende: ,.Da Den, som uden Vederlag forpligter sig
til Noget, efter almindeligen erkjendte Regler, snarere
maa formodes a t have forbundet sig til det Mindre
end til det Mere, saa er det naturligt, a t Man af ham
ikke i Tvivlstilfælde kan fordre den Agtpaagivenhed
for ikke a t forstyrre Contractens Virkning til Med-
contrahentens Fordeel, som billigen paalægges Den,
der oppebærer- Vederlag, eller endog nyder Fordele af
Contracten, uden a t give noget Vederlag. Lovens 5—
8—1, 10, 11 og 14 N. L. 1, 10, 11, 12, 13, 14, 17 be
styrke denne Sætning, uagtet Man deri ingenlunde kan
finde noget fast almindeligt Princip, og endnu mindre
fuldkomment deri kan gjenfinde den romerske Rets
Grundsætninger“. Fremdeles skriver han: „Ligeledes
kan det antages som en i Sagens Natur og Lovenes
b Jfr. Dons 2. D.p. 282—283, Ivongslev 2. B. p. 263—264, Nørre-
gaard § 677, Hurtigkarl 2. D. 2. B. p. 39, n. j. A. 20. B.
p. 167—176 og Hdb. 5. B. p. 126—128.