532 / 604
283
Aand grundet Sætning, a t Den, der overtager sig For
retninger, som kræve særdeles Indsigter og Færdig
heder sam t en sær omhyggelig Anvendelse deraf, paa-
drager sig Ansvar, naar han enten ikke har de Evner,
som til Forretningernes hensigtsmæssige Udførelse be
høves, eller han lader det mangle paa behørig An
strengelse i selve Udførelsen (cir. 4 1 5 og 4 o - 24).
Ganske anderledes er det, naar Nogen i øieblikkelige
Nødstilfælde overtager sig en Andens Anliggender, uden
derfra a t fortrænge en Dueligere, og det hvad enten
det saa skeer med den Paagjeldendes udtrykkelige Sam
tykke eller uden dette, i hvilket sidste Tilfælde det
ikke er en egentlig Contract, men dog et med Contract
analogt Forhold (negotiorum gestio). Ogsaa Gjenstan-
dens Beskaffenhed er ikke uden Vigtighed, og Man
kan t. Ex. ingenlunde ved Anvendelsen af 5—8—14
N. L. 17 antage, a t den Omhue, hvormed den betroede
Ting skal gjemmes, skal være den samme, hvad enten
det er en Ting af stor Værdie og lidet Volume, der
gives i Bevaring, eller en Ting af aldeles modsat
Natur. Ved Lovreglen, a t Man skal gjennne det be
troede Gods som sit eget, er der givet en tydelig
Henviisning til Det, som den sunde Fornuft og det
borgerlige Livs Tarv tilsiger med Hensyn til enhver
Gjenstands naturlige Beskaffenhed. At ogsaa i visse
Tilfælde den Agtsomhed, der kan fordres af Med-
contrahenten, bør bedømmes med Hensyn til dennes
personlige Egenskaber (culpa in concreto), er og natu r
ligt, nemlig naar den Forpligtedes Personlighed hai
været eller, efter Forholdets Natur, maa formodes a t
have været Medcontrahenten nøie bekjendt.
Naar
saaledes Nogen antager til
s i n e
Forretningers Udførelse
en Person, der, efter Alder eller andre fremlysende
eller hiin Person specielt bekjendte Forhold, ikke kan
formodes a t være disse Forretninger voxen, saa kan