530 / 604
281
ved, a t han ikke erhverver det, der var Kontraktens
Gjenstand. Han bemærker med Hensyn hertil, a t det
maaske tø r siges a t ligge i Kontraktens Hensigt, a t
Overdrageren, der ligefrem tilsiger sin Medkontrahent,
a t Kontraktens Gjenstand skal blive hans, paatager
sig a t indestaa for al den Skade, hans urigtige Mening
kan foraarsage den Anden, og a t dette ogsaa synes
a t finde Bestyrkelse i 6—17—5, „men“, skriver han
derefter, „baade efter dette Lovsteds Indhold og efter
Sagens Natur synes det dog ikke a t kunne strækkes
videre, end til al den positive Skade. A t Overdrageren
i et sligt Tilfælde endog skulde være pligtig a t e rsta tte
de Fordele, som hans Medcontrahent kunde have gjort
sig af Contracten, kan neppe antages som en naturlig
Forudsætning for Contracten, der uden udtrykkeligt
Lovbud eller speciel Aftale skulde lægges til Grund
ved Bestemmelsen af de contractmæssige Pligter“*
Hvad særlig angaar Cedentens Forpligtelse i Tilfælde
af en Gjældsfordrings Transport, — i hvilken Henseende
der tidligere ligesom nu skjelnedes mellem simpel og
skadesløs Transport, — mener O., a t man, forudsat a t
ingen særlig Aftale er truffen mellem de Paagjældende,
ikke lettelig, fordi Gjældsfordringen ikke kjendtes
gyldig, vilde paalægge den, der havde solgt samme
langt under den Sum, hvorpaa samme lød, a t e rstatte
Cessionarius Gjældsbrevets fulde paalydende Beløb
eller dog saa meget af samme, som det efter Omstæn
dighederne kunde ventes, a t der, hvis Fordringen var
bleven erkjendt, kunde være indkommet. „Naar Kjø-
beren“, skriver han, „faaer sine udlagte Penge med
Henter tilbage og derhos alle i Anledning af Handelen
havte Udgifter godtgjorte, saa maa han ansees skades
løs. Den Fordeel, som han havde ventet sig ved
Handelen, var Vederlag for den Fare, han stod for
Tab ved Debitors Uvederhæftighed. Men da Gjelds-