526 / 604
277
geren, bør e rstatte den Skade, som Medkontrahenten
lider ved hans Yanhjemmel. Denne Menings Rigtig
hed har 0. bestridt, først i juridisk Maanedstidende for
1802 1. B. og siden i en udførlig Afhandling i A. f.
E, l.D . (1824) jfr. ogsaa Hdb. 5. B. p. 183-134. Han
er vel enig i, a t Giveren maa være erstatningspligtig,
naar han har handlet doløst, og maaske ogsaa naar
han har handlet kulpøst, t. Ex. naar han har erhvervet
det, han bortskjænker, paa en saadan Maade, a t han
kunde have grundet Anledning til a t tvivle om Ad
komstens Paalidelighed. Men naar Giveren hverken
har handlet doløst eller kulpøst og Gaveløftet derhos
har angaaet en individuel Ting, mener 0., a t der ikke
kan paahvile Giveren nogen Hjemmelspligt. Han gjor
i saa Henseende gjældende, a t 5—3—30 N. L. 41 vel
gaar ud paa a t erklære 5 - 3 —29 N. L. 40 for an
vendelig paa Gavebreve, og a t sidste Membrum i sidst
nævnte Lovsted ikke kan undtages herfra, men at
dette In tet beviser, eftersom der her forudsættes Svig
hos Overdrageren. Med Hensyn dernæst til, a t man
tidligere paaberaabte sig, a t der efter Naturens Ret
paahviler en Giver den samme Forpligtelse til a t holde
sin Kontrakt som en Sælger D, anfører 0., a t der efter
Gavekontraktens særegne Natur ikke kan være For
modning for, a t enten Giveren vilde paatage sig
Hjemmelsansvar, eller a t Gavemodtageren vilde gjøre
samme til Betingelse for Gavens Modtagelse. Endelig
henviser 0., foruden til Romerretten, til andre Staters
Love2). Hvad der saaledes gjælder om Gaver, maa,
efter hvad 0. anfører, ogsaa gjælde om Kontrakter,
1) Ogsaa i Schlegels „Naturrettens eller den almindelige Rets
læres Grundsæ tninger“ l.D. 2. Udg. (1805) p. 255 siges dette.
2) Jfr. den preussiske Landret 1. Th. 11. Tit. §§ 1083 og 1084,
code civil art. 1625 ff. jfr. art. 931 ff. og den østerrigske
Lovbog § 922 jfr. § 921, § 945 og § 1397.