521 / 604
272
Skiftebehandling“. Dette siges nemlig a t ville være
en Indskrænkning i Panthaverens fle t, dér aldeles
ingen Hjemmel har i de foranførte Grunde.
Som en anden Følge af Gjældsbrevets særegne
Karak ter som Omsætningsmiddel nævner 0., a t Debitor,
der betaler til den, som er i Besiddelse af et Gjælds-
brev med en i sin Form tilstrækkelig Fuldmagt eller
Transport, maa blive befriet, selv om Fuldmagten eller
Transporten rnaatte være falsk. Han skriver herom i
Hdb. 5. B. p. 141—142 Følgende: „Uagtet Debitor er
pligtig a t forvisse sig om Dens Competence, til hvem
Betaling erlægges, saa kan dette dog ikke, hvor
Gjelden er bygget paa Haandskrift, strække sig videre,
end til a t denne Person er i Besiddelse af Gjelds-
brevet i Forbindelse med en i sin Form tilstrækkelig
Fuldmagt eller Cession.
Dersom Fuldmagten eller
Transporten ikke destomindre skulde være falsk, bør
dette ikke komme ham til Skade, da der ikke efter
Lovenes Grundsætninger og heller ikke uden a t be
byrde den borgerlige Samhandel med overdrevne For
sigtighedsregler, kan fordres videre Legitimation af den
Vedkommende.
Ved de offentlige Kasser og ved
Pantebøgerne vilde det især faae en høist besværende
Indflydelse, om der, uag tet de originale Gjeldsbreve
fremkom til Paategning, Extradition eller Udslettelse,
kunde fordres et nøiagtigt Beviis for Fuldmagters,
Cessioners eller Qvitteringers Underskrift af de Per
soner, i hvis Navne de vare udstedte, hvilket dog blev
ueftergiveligen nødvendigt, saafremt Betalingen ei uden
hiin Betingelse med Sikkerhed kunde ydes. Frd. 18.
Mai 1825 §§ 4, 64 og 65 bestyrke og den foranførte
Sætning.“ — Denne af 0 . saaledes forsvarede Sætning
kunde, saaledes som han viser i Hdb. 6. B. p. 647—
649, ikke ubetinget medføre, a t ogsaa Cessionarius,
der i god Tro og i behørig Form har ladet sig Gjælds-