533 / 604
284
han ikke være berettiget til a t kræve videre, end a t
den Paagjeldende gjør det saa godt, som han formaaer,
efter den Duelighedsgrad, hvoraf han engang er i Be
siddelse.“ Rigtigheden af det Anførte fandt 0. ogsaa
bestyrket af 5 - 8 - 1 4 N. L. 17, af hvilket Lovbud han
har leveret en udførlig Fortolkning i n. j. A. 19. B. p.
192—211 og Hdb. 5 B. p. 414—418.
I forrige Aarhundrede og endnu langt senere var
det den almindelige Mening blandt Tysklands Jurister,
a t m o r a d e b i t o r i s ikke iorelaa, naar det ikke kunde
tilregnes Debitor, a t der ikke blev præsteret i rette
Tid p. Dette Spørgsmaal fandtes ikke berørt hos vore
ældre Forfattere; derimod har 0. i en Afhandling i n.
j. A. 18. B. (1817): „Kan den i Frd. 5. Januar 1813
Debitorerne indrømmede Henstand ogsaa a f et Døds
eller Concursboe forbrydes ved eet Aars Udeblivelse
med forfaldne Renter?“ udtalt sig for, a t Virkningerne
af Debitors Mora ikke ere betingede af, a t Forhalingen
kan tilregnes ham. Han skriver herom i den nævnte
Afhandling, i hvilken han dog, som det vil ses, nær
mest kun har Gjældsforpligtelser for Øje, Følgende
(p. 183 184): „Det er udentvivl og et urigtigt Begreb
om mora, hvorefter samme under alle Omstændigheder
skulde forudsætte en forskyldt Mangel af den contract-
mæssige Forpligtelses Opfyldelse2). Den Debitor, der
ikke betaler i lide, er a t ansee som debitor morosus,
hvad enten nu Grunden ligger i Uvillie, i Ødselhed og
slet Huusholdning, eller i uforskyldte Uheld. Grund-
J) Dette anses som noget selvfølgeligt i Glücks „Ausführ
liche Erläuterung der Pandecten“ 4. Th. (1796) p. 402;
iøvrigt henvises til Evaldsen „Skyldnerens Mora“ p. 7
ff.[
hvor den modsatte Lære forsvares.
2) Han indrømmer imidlertid, at der gives Tilfælde, hvor
moia ej ladei sig tænke uden Skyld, men han angiver
ikke, hvilke Tilfælde han sigter til.