501 / 604
252
karl (2. D. 2. B. p. 20), a t man dog vel rnaa antage,
a t den Lovende bindes ved sit Løfte i saa lang Tid,
som er nødvendig for, a t den, som Løftet er gjort til,
kan afgive sin Erklæring, om han vil antage det
eller ikke, eller hvis han har begjært og erholdt Be
tænkningstid, saalænge denne varer; men han har ikke
givet nogen Begrundelse heraf.
Med Hensyn hertil bemærkede 0., a t mange Rets-
lærere ikke vare enige med Hurtigkarl i, a t den Lovende
i det omhandlede Tilfælde kunde blive bunden ved
døt blotte Løfte; han fandt imidlertid denne Mening
fuldkommen rigtig og anførte (Hdb. 5. B. p. 94) til
nærmere Begrundelse af samme Følgende: „Al con-
tractmæssig Forpligtelse har sin Oprindelse deraf, a t
det frie Menneske maa, for re t a t kunne nyde denne
sin Frihed, være beføiet til selv a t binde samme.
Men ved a t give et Løvte fra mig, har jeg villet binde
mig under Betingelse af, a t Den, Løvtet gives til, vil
have mig bunden. Dersom nu denne Betingelse kom
mer til Virkelighed, saa gaaer min med Løvtet til-
kjendegivne Hensigt, a t binde mig, i Opfyldelse. Vil
han derimod ikke antage m it Løvte, eller lader han
den Tid hengaae, som jeg udtrykkeligt eller stiltiende
havde tilstaaet ham til a t betænke sig i, saa bort
falder Betingelsen, og dermed det Betingede. Ved det
blotte Løvte er jeg altsaa bunden, skjøndt kun paa en
betinget MaadeL
Som Betingelse for, a t anvendt Tvang kunde gjøre en
indgaaet Kontrakt ugyldig, krævede de ældre Forfattere 9
') Hesselberg p. 198, Hedegaards Kommentar til Chr. V.s
danske og norske Lovs 5. Bog p. -53—57, Dons 2. D. p.
273-274, Nørregaaard § 668 jfr. § 145 og hans Naturret
§ 384, Brorsons Fortolkning af Chr. V.s danske og norske
Lovs 5. Bog 1. B. p. 5 - 6 og 10—11 og Hurtigkarl 2 D.
2. B. p. 16.