496 / 604
247
til a t troe, a t Skipperen befinder sig i en saadan Nød,
■som Loven forudsætter. Ligesom den Bodmerist, der
beviislig havde colluderet med Skipperen, vist ikke der-
yed kunde erhverve Rettigheder mod Rederiet, saaledes
kunde dette neppe heller være Tilfældet, dersom han
aldeles ikke bekymrede sig om, hvorvidt Skipperen er
i det Tilfælde, der begrunder hans Ret til a t forbodme.
En saadan Ligegyldighed kan, hvor der erSpørgsmaal
om tredie Mands Ret, ikke bestaae med den fuldstæn
dige bona fides, som til Rettigheders Erhvervelse ud-
fordres.
Dette synes og a t være antaget i andre
Landes Søeret, der endog tildeels fordrer, a t der skal
foregaae formelige Undersøgelser, som bevise Bodmerie-
laanets Nødvendighed. Det er derimod vist, a t Bod-
merielaanet, skjøndt ulovligen optaget af Skipperen,
maa være forbindende for Rederne, naar der ikke kan
forekastes Creditor Svig eller Skjødesløshed. Det i L.
4—5—8 Skipperen paalagte Ansvar mod Rederne
bliver saaledes ingenlunde uden Betydning“. — I Hen
seende til L.s 4—5—8 antog Hurtigkarl og tidligere
Forfattere, a t Virkningen af, a t Bodmerikreditor ikke
kræver Betaling inden de i Artiklen fastsatte Frister
kun er den, a t Kreditor mister sin Panteret, men
derimod ikke sin personlige Fordring; 0. derimod paa
viste, a t der ingen Hjemmel haves til a t indskrænke
bemeldte Lovbestemmelse paa den nævnte Maade, men
a t Lovstedet ligesaa vel maa hjemle Ophøret af For
dringen som af Panteretten. •