455 / 604
206
retten derved, a t Gjælden var bleven 20 Aar gammel,
uden i Mellemtiden a t være bleven fornyet, skulde
gaa over til a t blive blot en Retentionsret i egentlig
Forstand.
0. gaar derefter i Afhandlingen i n. j. A. over til
a t undersøge, i hvilket Omfang Bestemmelserne i 5—
14—4 N. L. 13—2 kunne udvides o: analogisk anvendes
paa andre Tilfælde end de i Artiklen omtalte. Han
finder nu (ligesom tidligere Brorson), a t det ikke kan
være Tvivl underkastet, a t Artiklen og bør anvendes
paa kontraktmæssige Fordringer, der ej ere under
støttede af nogen Forskrivning, eftersom der er meget
mere, som anbefaler Præskription af dette Slags Ojæld
end af den, som grunder sig paa en Forskrivning.
Fremdeles antager 0 . (i Modsætning til Brorson), at
det nævnte Lovbud maa kunne anvendes paa Nams-
domme, som ere bievne 20 Aar gamle, og han anfører
med Hensyn hertil, a t Lovens Orunde fuldkomment
passe sig paa de ved Dom bekræftede Gjældsfordringer,
og a t man vilde handle bestem t mod Lovens Forskrift,
naar man tillagde et Gjældsbrev, hvorfor Dom var er
hvervet, Retskraft efter 20 Aars Forløb fra den Tid,
det ved Dom blev fornyet, uden a t en senere For
nyelse havde fundet Sted, sam t a t man vilde komme
i Strid med Sagens Natur, hvis man tillagde den
Namsdom, som havde paalagt Nogen a t betale et
Regningskrav, større Virkning end den, der havde sin
Grund i et Gjældsbrev. 0. antog saaledes, a t de 20 Aar
maatte regnes fra Dommens Afsigelse og ikke fra Execu-
tionskraftens Ophør, og han mente, a t der ikke kunde
hentes noget Modargument herimod fra Frd. 17. Mai 1690,
eftersom det kun er med Hensyn til Executionskraften,
at Namsdommen før Aar og Dags Forløb har Fortrin
for en Gjældsforskrivning, medens den, som Hjemmel
for Gjældsfordringen selv, ikke staar over rigtige Haand-