452 / 604
203
hvad der gjelder om andre Gjeldsbreves. saa var det
overflødigt og upassende a t tale derom i 5—7. Man
finder i det øvrige og alene Pantebreves eiendommelige
Katur afhandlet i dette Kapitel; om de Egenskaber,
som de have fælles med andre Gjeldsbreve, taler det
ikke et Ord, men herom er Tale i 5—14 N. L. 13.
Hvo tvivler vel om, a t Budet angaaende Omslags Ter
miner i D. L. 5—14—1 eller Bestemmelsen om Rente
foden i I). L. 5—14—5 K. L. 5—13—3 er anvendelig
paa Pantebreve? Men det bliver da vel en ikke liden
Inkonseqvents a t paastaae, a t den Artikel, som følger
umiddelbart foran den sidstnævnte, ei skal angaae
Pantebreve og det, uagtet den saa bestemt siger a l l e
Gjeldsbreve. 5 - 1 4 —29 og 36 K. L. 13—27 og 34
nævne og udtrykkelig Pantebreve, og gjendrive altsaa
end yderligere den Hvpothese, at dette Lovens Kapitel
intet har a t bestille med det Slags Forskrivninger.
Hertil kan endnu lægges, a t det omtvistede Lovsteds
Kilde, Kristian den Fjerdes store Reces 2. Bogs 15.
Kapitel, der inskriberes om Gjeldssager, netop afhandler
Materien om Pant, og i Særdeleshed i den foregaaende
I l t e Artikel indeholder Reglerne om Maaden, hvorpaa
Underpant stiftes; a t desuagtet den 13de Artikel skulde
udelukke Panteforskrivninger, idet den nævner alle
Gjeldsbreve, er dog alt for unaturligt; og ligesaa uan
tageligt er det, a t Kristian den Femte skulde have
forandret Kildens Bud. idet han beholdt dens Ord“.
0. bemærker fremdeles, at det, da D. L. 5—14—38 H.
L. 5 - 1 3 - 3 6 bestemmer den Rettighed, der tilkommer
et Gjældsbrev som saadant i Modsætning til den Gjæld,
som fordres efter blot Regning, ingenlunde var for
nødent a t gjøre nogen Undtagelse med Hensyn til de
Gjældsbreve, der efter andre Lovbud nyde større For
trin, hvorimod han udtrykkelig maatte have undtaget