456 / 604
207
skrifter. I Henseende til Erstatningsfordringer og For
dringer paa private Straffe, antager 0., a t Artiklen
ikkun kan komme til Anvendelse med den Ændring,
a t de 20 Aar først regnes fra den Tid af, a t Fornær
melsen og Fornærmeren blive den Berettigede bekjendte,
og han bemærker med Hensyn hertil, a t Artiklen ikke
handler om Gjæld, men om Gjældsbreve, altsaa kun
om en enkelt A rt kontraktmæssig Gjæld, og a t der
ingen Analogi er mellem denne Gjæld og den Gjæld,
som har sin Grund i Fornærmelser, naar den Beret
tigede ikke er bleven bekjendt med Fornærmelsen og
Fornærmeren.
Hvad angaar Beregningen af Forældelsestiden, vare
de tidligere Forfattere uenige om, fra hvilket Tids
punkt Forældelsen skulde regnes, idet Nogle, t. Ex.
Hedegaard1), Lybecker og Brorson, vare tilbøjelige til
at regne Forældelsen fra Forfaldstiden, medens Andre,
t. Ex. Nørregaard, regnede den fra Gjældsbrevets Ud
stedelsesdag. Denne sidste Mening er af 0. fastslaaet
som den rigtige, idet han dels henviser til Lovens
Ord, dels til, a t det ingenlunde tø r anses for givet, at
de Grunde, hvorpaa Lovstedet er bygget, nødvendig
maa føre til a t sæ tte Forfaldstiden som Udgangs
punkt, dels endelig til, a t Opsigelse nævnes som
en Maade, hvorpaa Forældelsen afbrydes, medens
de Gjældsbreve, som lyde paa Opsigelse, efter den
modstaaende Mening aldeles ikke vilde kunne præskri-
beres, saa længe Opsigelse ikke havde fundet Sted.
Naar et Gjældsbrev lyder paa Betaling til et senere
Tidspunkt end 20 Aar fra dets Udstedelse, antager ø.
derfor ogsaa, a t det ved Forløbet af 20 Aar fra dets
Udstedelse forældes, saafremt det ej i Mellemtiden er
0 „Juridisk-Practiske Anmærkninger til Danske og Norske
Lov“ 4. D. p. 204.