443 / 604
194
antog nemlig, a t den, der ved en Misgjerning eller et
Tilfælde var bleven skilt ved Tingen, ikke blot, naar
han fik Tingen tilbage, kunde lægge Besiddelsestiderne
sammen, men a t han ogsaa kunde medregne den Tid,
i hvilken han ikke havde væ ret i Besiddelse af Tingen,
fordi han de jure og i Forhold til den oprindelige Ejer
maatte betragtes som havende fortsat Besiddelsen.
Det er allerede tidligere bemærket, a t de ældre
Forfattere gav Hævd en meget vid Anvendelse; det
sagdes nemlig hos dem, a t alle Ting, — baade legemlige
og ulegemlige, — som ere i Handel og Vandel, eller
som kunne afhændes, kunne være Grjenstand for Hævd,
og de paaberaabte sig i saa Henseende 5—5—2 N. L.
4, D. L. 5 -r 10—56, D.L. 5—11—1, 2 - 1 2 - 1 og 5—14
4 N. L. 13—2. — Paa den anden Side lærtes det, a t de
Ting, som ikke ere i Handel og Vandel, ikke kunne
hævdes1), og naar man nu ser hen til de Undtagelser
fra Hævd, som herefter opstilledes, viser det sig klar-
ligen, hvilket stort Omfang Hævd mentes a t have.
I Henhold til den nævnte Begel lærtes det nemlig af
Hurtigkarl og tidligere Forfattere, a t der ikke kunde
vindes Hævd paa de højere Begalier (t. Ex. ikke vindes
Fritagelse for a t betale Skatter i Fremtiden derved,
a t man ikke i 20 Aar er bleven krævet for dem), eller
paa Fritagelse for S traf for begangne Misgjerninger eller
paa Adelskab. Mellem de Ting, som ere undtagne fra
Hævd, fordi de ere udenfor Handel og Vandel, nævner
Nørregaard fremdeles „det, som eene og aleene kommer
an paa en Andens blotte Velvillighed (res meræ facul-
’) Denne Undtagelse _ er ligesom Hovedreglen h entet fra
fremmede Systemer, hvis Sætninger i saa Henseende have
fundet Udtryk
i
Lovbøgerne (den preussiske Landret 1.
Th. 9. Tit. §§ 505 og 506, code civil art. 2226 og den øster-
rigske Lovbog §§ 1455, 1456 og 1459).