439 / 604
190
skription være ta b t for den, som forhen havde samme,
hvorhos det dog bemærkedes, a t man kunde tænke
sig Præskription uden nogen dertil svarende Hævd fra
en anden Persons S ide1). Dette vide Hævdsbegreb
førte ogsaa hos os med sig, a t Hævd antoges a t have
en meget vid Anvendelse, og a t man fra 5—14—4 N.
L. 13—2 sluttede ti), hvad der skulde gjælde ved
Hævd efter 5—5—1 N. L. 3 og ogsaa undertiden om
vendt (jfr. nærmere det Følgende).
Det er nu ø .s
store Fortjeneste, a t han, dels i de i Note 3 p. 189
nævnte Afhandlinger i j. A. og n. j. A. (altsaa længe
før de tyske Jurister) dels i Hdb. har paavist, a t
Hævd og Præskription ere to aldeles forskjellige Rets
instituter. T Afhandlingen i n. j. A. 1 B. gjør han
saaledes (p. 80—82), opmærksom paa, a t Reglerne om
Præskription af Gjældsbreve findes i Lovbogen paa ot
helt andet Sted end Reglerne for Hævd, og a t Be
tingelserne for Hævd og Præskription ere forskjellige,
sam t a t Præskription maa have en væsentlig anden
Grund end Hævd. Medens nemlig Hensynet til Ejen
domssikkerheden har en saa væsentlig Betydning ved
Ejendomshævden, kan dette Hensyn efter ø .s Mening
ikke medføre en Lov, som fritager en Debitor for a t
tilsvare sine 20 Aar gamle Forskrivninger, hvorimod
Lovgiveren ved Reglen om Præskription af Gjældsbreve
antages a t have „taget Hensyn deels til den Mulighed,
a t Udstederen efter lang Tids Forløb kan være sat
ud af Stand til a t beviisliggjøre de Indsigelser mod
J) I det Væsentlige staar Hurtigkarl paa det samme Stand
punkt som de tidligere Forfattere; paa enkelte Punkter
har han vel optaget nogle af Ø.s Meninger, som vare ud
talte i de omtalte Afhandlinger i j. A. og n. j. A., men
undertiden har han dog bibeholdt den gamle Fremstilling,
uagtet denne vanskelig lod sig forene med de fra Ø.s
Værker optagne Læresætninger.