441 / 604
192
tillige var tilvejebragt Bevis for uretmæssig Adkomst,
t. Ex. naar Tingen var erhvervet ved en Misgjerning;
dette støttedes blandt Andet paa 5—3—9 N. L. 28,
5—3—13 N. L. 28 sam t 5—14—4 N. L. 13—2. — 0.
derimod lærer, a t bevist uretmæssig Adkomst ikke
kan være til Hinder for Hævd, og a t Hævd heller
ikke ubetinget hindres derved, a t den paagjældende
Besidder ved, a t han ikke er Ejer, t. Ex. ved Kjøb
af en Umyndig, men a t Hævd derimod ikke kan er
hverves, naar Besidderen er erstatningspligtig. Lige-
overfor de ældre Forfattere paaviser han (Hdb. 4. B.
p. 318) a t der af de Bestemmelser, der udelukke
Panthaver, Laantager, Lejetager og Depositarius fra
a t fange Hævd, aldeles ikke kan sluttes til, „at heller
ikke Den, der har besiddet Tingen med Fordring paa
Eiendom, men med en feilfuld Adkomst skulde kunne
vinde Hævd.“ Han skriver med Hensyn hertil: „Dennes
Besiddelsesmaade er af en ganske anden Natur end
hines, og Det, der hindrer dem fra a t hævde Tingen,
nemlig a t de ved selve deres Besiddelses Adkomst er-
kjende en Andens Eiendom, finder aldeles ikke Sted
med Hensyn til ham. Sees der hen til Den, mod hvem
Hævd skal erhverves, saa indlyser det, a t han paa
ingen Maade forsømmer a t gjøre sin Eiendomsret
gjeldende, medens Tingen er i Dens Værge, der, er-
kjendende hans Eiendomsret, kun besidder paa hans
Vegne, hvorimod dette samme ikke gjelder, naar Tingen
besiddes af en Person, der tilegner sig selv Eien
domsret, hvorledes saa denne er kommet til Tingen.
Da nu Loven saa bestemt tillægger Enhver, der i 20
Aar har været i upaatalt Besiddelse af Gods eller
Eiendom, Hævd paa samme, med mindre det bevises,
a t han havde det enten til Forlehning eller i Pan t
eller til Forsvar, saa er det vanskeligt, a t nægte Nogen
Hævd, der i 20 Aar har besiddet Eiendommen som