442 / 604
193
sin“- 0. godtgjør dernæst (Hdb. 4. B. p. 326—332), a t
de Bevisdata og særlig de Lovbud, hvorpaa de ældre
Forfattere støttede, a t den svigagtige Besidder kunde
vinde Hævd, ikke vare afgjørende; med Hensyn til
5—3—9 N. L. 23 bemærker han, a t Kjøberen i det i
Artiklen omtalte Tilfælde dels kan have urigtige Be
greber om Loven, dels muligen kan staa i den Tanke,
a t Manden har sam tykket i Konens Afhændelse; med
Hensyn til 5—3—13 N. L. 28 anfører han, a t det er
meget tænkeligt, a t Kjøberen, ligesaa vel som Sæl
geren, har taget fejl af det Solgtes Omfang; og med
Hensyn til 5—14—4 N. L. 1 3 - 2 siger han, a t „den
aldeles ikke vedkommer Materien om Hævd, men kun
en Præscription, der er bunden til ganske andre Be
tingelser og bygget paa ganske andre Grundsætnin
ger“. 0. gjør dernæst opmærksom paa, a t det er højst
besynderligt, hvorledes de Lovlærde tidligere kunde
paaberaabe sig 5 - 3 - 9 og 13 N. L. 23 og 28 som Be
viser paa, a t svigagtig Besiddelse ikke hindrer Hævd,
medens de deri ingen Indvending fandt imod den Paa
stand, a t uretmæssig Adkomst udelukker Hævd, hvil
ken Paastand efter Ø.s Mening netop gjendrives ved
de nævnte Artikler. Haar 0. endelig, som ovenfor
anført, antog, a t den erstatningspligtige Besidder ikke
kunde vinde Hævd, støttede han dette nærmest paa,
a t den Forurettedes Fordring paa Skadeserstatning
ikke efter 5 —14—4 N. L. 13—2 præskriberes ved
Forløbet af 20 Aar, og a t Tingen derfor heller ikke
kan være hævdet af Fornænneren, eftersom til den
Erstatning, som denne er pligtig a t give, hører den
lovstridig erhvervede Tings Gjengivelse.
Ogsaa i Henseende til Læren om Hævds Afbry
delse har 0. berigtiget eller suppleret tidligere Frem
stillinger. Dog er der her et Punkt, paa hvilket senere
Forfattere ikke have sluttet sig til ø.s Læ re ; 0.
A. S. Ørsteds Betydning. II.
13