583 / 604
334
vilde væ ret indtraadte, hvis den ulovlige Handling ikke
var begaaet, saa staae de dog ikke i nogen Forbindelse
med det Ulovlige i Handlingen, men kunde ligesaa let
have væ ret foranledigede ved en aldeles tilladelig Gjer-
ning, og den ulovlige Handling kan ligesaa let tilfæl
d igv is forhindre sligt Uheld, som den tilfældigvis for
anlediger samme. Det vilde derfor være unaturligt,
om Erstatning derfor ubetinget kunde fordres. Saa-
ledes vilde Den, der kom til Skade ved en Tingreise,
som en Andens ulovlige Medfart havde foranlediget
ham til a t gjøre, ikke derfor kunne kræve E rstatn ing ;
ei heller Den, der ved pligtstridigt Forhold er Skyld i
en Reises Forsinkelse, drages til Ansvar for den Ulykke,
som tilfældigvis møder paa denne Reise, og som, da
Skibet, Vognen o.s.v., om Forsinkelsen ei havde været,
vilde i ethvert givet Øieblik have befundet sig paa et
andet Sted, ei, i det Mindste ei saaledes som den nu er
foregaaet, vilde have rammet, dersom den Paagjeldende
havde gjort sin P lig t“. 0. bemærker (n. j. A. 20. B.
p. 147), a t Grunden til, a t Erstatningspligten i foran
førte Tilfælde ophører, ingenlunde kan søges deri, a t
den ulovlige Handling blot har f o r a n l e d i g e t , men
ikke egentlig fo r a a r s å g e t Skaden. „Dersom denne
Grund“, skriver han, „gjorde Udslaget, saa var, til
Exempel, . . . den, der, ved skjødesløs Varetægt, havde
foraarsaget, a t anden Mands Gods blev stjaalet, anger
løs. Indenfor de Grændser, der, af andre Grunde, maa
antages, er unægtelig den, hvis lovstridige Forhold
indeholder en Betingelse eller Medaarsag til en Skade,
pligtig a t e rsta tte samme, og Erstatningspligten kan
ingenlunde indskrænkes til det Onde, man eene og
umiddelbar tilføier sit Medmenneske“.
Saafremt flere Personer have medvirket til den
skete Skade, antager Hurtigkarl, a t enhver Skade-
gjørende, naar det kan oplyses, hvor megen Skade