587 / 604
338
Denne Artikels Ord ere for almindelige til a t kunne
indskrænkes til Ansvar for de Forpligtelser, som Fuld
mægtigen indenfor Grændserne af den aabne Fuld
magt (mandatum manifestum), skjøndt mod de ham
givne Forskrifter (mandatum arcanum), m aatte indgaa.
paa Mandantens Vegne, og til den Forseelse, hvorved
Fuldmægtigen bevirker, a t den Mandanten forud paa
liggende Pligt, til hvis Opfyldelse der var givet ham
Midler, ikke virkeligen gaaer i Opfyldelse. Ordene be
tegne al den Skade, Fuldmægtigen, i a t røgte det ham
betroede Ærinde, ellers m aatte tilføie Nogen“ p. Han
fremdrager derpaa en Mængde forskjellige Lovbud, som
i forskjellige Forhold paalægge Nogen a t svare til den
Skade, der stiftes af Andre ved Udførelsen af Forret
ninger, han har overdraget dem. Sluttelig tilføjer han,
a t det iøvrigt i Anvendelsen ofte kan være meget
vanskeligt a t trække Grænsen mellem de beskadigende
Handlinger, som høre med til Udførelsen af Husbon
dens eller Mandantens Gjerning, og dem, der ei dertil
kunne henregnes. „K larest“, siger han, „er Ansvars-
pligten, hvor der handles om Noget, som Husbonden
eller Mandanten i Forhold til tredie Mand har paataget
sig a t besørge; th i a t han da, hvad enten han dertil
bruger Medhjælp eller ikke, skal forsvarligen besørge
hvad han har paataget sig, flyder umiddelbart af hans
contractmæssige Forpligtelse“.
0 I j. T. 12. B. 2. H- p. 235—241 har 0., i Anledning af
Hjelms Bemærkninger i Afhandlingen om Delegation i
juridiske Samlinger for 1826 p. 176 ff. (jfr. 390 ff.), næ r
mere behandlet Spørgsmaalet om Mandantens Ansvar for
Fuldmægtigens Handlinger, og han har her blandt Andet
gjort opmærksom paa, at Ordet „derudi“ i 3—19—2 N. L.
3—21—2 ikke, som den nævnte Forfatter forudsatte, gaar
ud paa Handlingens Overensstemmelse med Fuldmagten,
men kun skal betegne, at det er i den betroede Forret
nings Udførelse Fuldmægtigen h ar forset sig.