593 / 604
344
a lt“, skriver han fremdeles, „har en Forfatter, ved a t
udgive sit Skrift, selv villet, a t den deri indeholdte
Tale skulde komme til almindelig Kundskab; mod
Talens Gjentagelse, i og for sig selv, kan han altsaa
in tet h ave ; kun naar det skeer paa en Maade, som han
enten udtrykkelig har protesteret imod, eller som han,,
efter Sagens Natur, ei kunde sam tykke i, har han
Føie til a t besvære sig. Ogsaa giver hiin Kantiske-
Beviismaade Anledning til adskillige andre Tvivl, f.
Ex. om Eftertryk er utilladeligt, naar man lader Skriftet
udgaae uden Forfatternævnelse (med falsk Forfatter
nævnelse, blev det, fra en anden Side, Forbrydelse)“. —
ø .s egen Opfattelse af, hvorledes Retsstridigheden af
Eftertryk skulde begrundes, findes allerede tidli gere
antydet i en i Collegial-Tidende for 1815 p. 489—492
optagen, af ham og Medudgiveren underskreven Pro
te st imod, a t der fandt Eftertryk af Collegial-Tidenden
Sted. Omtrent samtidig hermed havde O. Lejlighed
til i Cancelliet a t udtale sin Anskuelse om det om
handlede Forhold. Der indkom nemlig i 1815 til Can
celliet et Andragende fra en Kunsthandler om Privi
legium for sig og Arvinger paa Udgivelsen af nogle
Søkort, som han havde besørget stukne. I denne An
ledning brevvexlede Cancelliet med Admiralitets- og
Connnisariats-Collegiet, der i den af samme derover
afgivne Erklæring blandt Andet ytrede, a t det i Til
fælde af, a t Udgivere af Land- og Søkort ikke ved de
almindelige Anordninger skulde være betryggede mod
Efterstik, vilde være nødvendigt, a t det kongelige Sø
kort-Archiv fik Privilegium paa Udgivelsen af de Kort,
som derfra allerede vare eller senere bleve besørgede
stukne, hvorfor det nævnte Collegium anmodede Can
celliet om i saa Fald a t søge et Privilegium udvirket
for bemeldte Archiv. Cancelliet afgav derpaa under
6. Marts 1816 en allerunderdanigst Betænkning til