598 / 604
349
udelukke Andre fra, efter Oplagets Udsalg a t foran
sta lte et nyt. I den først omtalte Rettighed mente 0.,
a t Forfatterens Død ikke burde gjøre den mindste
Forandring. Tilkom den Forfatteren, ser han ingen
Grund til ikke a t lade den være Gjenstand for Arv.
Hvad dernæst angaar Forlæggerens Ret til, saalænge
det Oplag, han rned Forfatterens Tilladelse har gjort,
ikke er udsolgt, a t kunne formene ethvert Eftertryk,
saa har denne Ret, naar den vedbliver efter Forfatte
rens Død, som han fremhæver, ikke sin Grund i Arve
retten, men er en Rettighed, der er erhvervet i For
fatterens levende Live, og som er aldeles uafhængig
a f Forfatterens fremtidige Handlinger, ja endog gjælder
imod Forfatteren selv, idet denne ligesaa lidt som
nogen Anden er berettiget til a t foranstalte et nyt Op
lag, saalænge denne Forlagsrettighed varer, som han
har overdraget1). 0. gjør fremdeles opmærksom paa,
a t det er aabenbart, a t en Bestemmelse om, a t Efter
tryk uden videre skulde være tilladt, naar der er gaaet
et vist Antal Aar efter Forfatterens Død2), vilde kunne
have en meget skadelig Indflydelse rned Hensyn til
Værker af Betydenhed, der kræve et betydeligt For
skud, og for hvilke der ikke saa meget kan ventes
en rivende som en vedvarende Afsætning. „Forlægge
ren,“ skriver han, „maa nemlig frygtefor, a t Forfatte
rens mellemkommende Død kan gjøre det Værk, han
har tilkjøbt sig, og hvorpaa han har anvendt store
9 Efter Ø.s Mening skulde det samme gjælde, naar en For
fatter udtrykkelig har overdraget sin Forlægger Ret til
foranstalte nye Oplag.
2) Naar henses til Indholdet af det omtalte, Forbundsdagen
forelagte Lovudkast, maa det antages, at 0. her har
tæ nk t paa et langt kortere Aaremaal end det, der nu er
fastsat her i Landet.