597 / 604
348
ville forstyrres i a t bruge Tingen saaledes, som den
er kommen fra Naturens Haand. Men en Forfatters
Eneret til sit Skrift er ikke lige Indvendinger under
kastet. Denne strækker sig ikke videre, end til det,
der ligefrem er kommet fra ham, og som ingen Anden
kan have videre Adkomst til, end det, de kunne hid
lede fra hans frivillige Handlinger. Det vilde være en
meget skjæv Bemærkning, dersom Nogen her vilde
sige, a t Forfatteren dog ikke skaber Skriftet af sig
selv alene, men a t baade de Sprogtegn, han benytter,
og en Mængde Tanker og Forestillinger, som han med
deler, vare ham givne. Hvad han saaledes har laan t
af den allerede for Haanden værende Sprog- og Tanke-
masse, er Noget, som han ingenlunde kan tilegne sig
en udelukkende Det t i l ; tvertimod giver han, hvis hans
Værk ellers er af nogen Betydenhed, dette forøget til
bage til Bedste for det Offentlige. Det, hvortil man
tillægger ham en Eneret, er blot den eiendommelige
Skikkelse, hvortil han har forarbeidet det, der var
ham givet, og denne eiendommelige Skikkelse skyldes
dog vistnok ene ham, saa a t der ikke kan tænkes
nogen bedre begrundet Ret, end den, han har til a t
foreskrive de Betingelser, hvorunder han vil give sit
Skrift fra sig. A t nu derhos den Betingelse, a t det
solgte Exemplar ikke rnaa bruges til Eftertryk, er en
saa naturlig Betingelse, a t den altid maa underfor-
staaes, er indlysende“.
I Henseende til Spørgsmaalet om , hvilken Ind
flydelse Forfatterens Død maa have paa Forlagsrettig
heden til et Skrift, vil 0. — i Modsætning saavel til
det omtalte Skrift som til et Lovudkast, der dengang
var forelagt den tyske Forbundsdag, — have skjelnet
mellem Rettigheden til uforstyrret af Eftertryk a t kunne
udsælge det af den Afdøde eller ifølge Kontrakt med
ham foranstaltede Oplag, og Rettigheden til a t kunne