592 / 604
343
kun havt den udenlandske L itteratur for Øje. For
Danmarks og Norges Vedkommende havde Lovgiveren
som bekjendt tidlig (Frd. 7. Januar 1741) og tidligere
end i flere andre Lande beskyttet Forfattere imod
Eftertryk. I den dansk-norske L itteratur var Spørgs-
maalet om den nærmere Begrundelse af Forfatterret
tighederne kun meget lidt behandlet. En Undersøgelse
af det nævnte Spørgsmaal findes i en Afhandling af
C. Fr. Lassen i „Philosophiske Afhandlinger til Sand
heds, Dyds og Smags Udbredelse“ 1. Samling (1798) p.
210—302; og ganske kortelig er Spørgsmaalet behandlet
i Schlegels Naturrettens eller den almindelige Rets
læres Grundsætninger 2. Udg. 1. D. p. 277—279.
Begge de nævnte Forfattere sluttede sig i det Væsent
lige til Kants Begrundelse af det Utilladelige i Efter
tryk. Efter Kant er en Bog et Redskab, hvorved For
fatterens Tale overbringes til Læserne; naar denne
Tale forelægges Publikum af Andre end Forfatteren,
■optræder Vedkommende i Forfatterens Navn, og hertil
kan han ikke være berettiget, medmindre han har en
Fuldmagt eller et Mandat fra Forfatteren; en saadan
Fuldmagt eller Mandat har den retmæssige Forlægger,
men derimod ikke Eftertrykkeren, og denne handler
derfor retstridig og siges a t gjøre sig skyldig i Brugs
tyveri (efter Lassen Brugsran).
Imod denne Begrundelse af Eftertryks Retsstridig
hed udtalte 0. sig i n. j. A. 21. B. (1817) Note p. 17
—19; han bemærkede her, a t der In tet kan anføres
imod, a t jeg beretter, hvad en Anden har sagt mig,
naar ikke det Modsatte er betinget, og a t der gives
mange andre Benyttelsesmaader af et Skrift, dei lige
ledes indeholde Gjentagelser af Forfatterens derigjennem
holdte Tale til Publikum, men som ikke stride mod
hans eller hans Befuldmægtige des, Forlæggerens Inter
esse og, som Følge deraf anses, for tilladelige. „0 \ei-